Rasmus Berg - som her ses i midten - fra Den Gale Pose er død. Foto: Foto: Ritzau Scanpix/ Bax Lindhardt

Rasmus Berg - som her ses i midten - fra Den Gale Pose er død. Foto: Foto: Ritzau Scanpix/ Bax Lindhardt Scanpix Danmark

Rapstjerne med rødder i Hillerød er død

Rapperen Rasmus Berg fra den ikoniske rapgruppe Den Gale Pose er død, 45 år gammel

"Rasmus sov ind tirsdag morgen omgivet af sin familie. Det kom meget pludseligt og som et stort chok. Hele familien er knust".

Sådan siger et nært familiemedlem til Ekstra Bladet om rapperen Rasmus Berg.

Rasmus Berg, som blev 45 år gammel, var sammen med Jesper Dahl (Jokeren), Nicholas Kvaran (Coldhands) og Blæs Bukki en del af rapgruppen 'Den Gale Pose', som startede karrieren i slutningen af 80'erne og fik stor succes i 90'erne med hits som 'Spændt Op Til Lir', 'Definitionen af en stodder' og 'Den dræbende joke'.

Gruppen tog ifølge TV2 Lorry efter sigende navn efter parken Posen nær slotssøen i Hillerød. Alle medlemmer er vokset op i Hillerød, hvor de gik i skole sammen.

Hård kamp mod sygdom

Nicholas "Coldhands" Kvaran har på Facebook delt et opslag fra Rasmus Bergs søster, som havde offentliggjort dødsfaldet.

"Dette er nok det sværeste opslag jeg har skrevet nogensinde. I går tog min familie og jeg afsked med min lillebror Rasmus Berg, som forlod denne verden efter en hård kamp mod en modbydelig sygdom. Han kæmpede så tappert og han vil være i vores hjerter altid," står der i søsterens opslag, som Nicholas "Coldhands" Kvaran har delt med teksten 'Har ingen ord!'.

Rasmus Berg efterlader sig en hustru og to børn.

Han bliver bisat tirsdag i næste uge klokken 14 fra Skansekapellet i Hillerød, skriver Ekstra Bladet. Rasmus havde et stort netværk, og alle hans venner og bekendte er velkomne, lyder det fra familien.

Mdt

Publiceret 08 November 2018 14:31

SENESTE TV