Derfor er unge så vilde med computerspil

Anne Mette Thorhauge holder oplæg på Hillerød Bibliotek

computer Bliv klogere på dit barns forhold til computerspil, når Hillerød Bibliotek får besøg af formand for Medierådet for børn og unge, Anne Mette Thorhauge.

Computerspil er en stor del i hverdagen hos mange børn og unge. Der spilles Fortnite efter skole, store e-sport events fylder hele stadions og mange computerspil kan i dag måle sig med de store filmproduktioner fra Hollywood.

Men hvorfor er computerspillet så stor en kilde til fascination for børn og unge? Det spørgsmål fylder meget hos mange forældre, som tit ikke forstår den store fascination af mediet, hvilket kan føre til bekymring og frustration.

Leg og samvær

Du kan få svaret på dette spørgsmål, når lektor og formand for Medierådet for børn og unge, Anne Mette Thorhauge, gæster Hillerød Bibliotek med foredraget 'Computerspil som leg og samvær i det moderne børneliv'. Hun vil også komme ind på, hvordan man som forældre kan bruge computerspil sammen med sine børn. Der vil samtidig være mulighed for at stille spørgsmål gaming og spil i uge 45.

Foredraget holdes mandag 5. november klokken 19-20. Gratis, men kræver dog adgangsbillet, som kan hentes på www.hilbib.dk.

-vik

Publiceret 03 November 2018 06:00

SENESTE TV