Skåååål... i juice: "Jeg kan sagtens have det sjovt uden alkohol"

Eleverne på Frederiksborg Gymnasium var fredag morgen inviteret til fest - UDEN alkohol

Af
Martin Warming

unge Kan man holde fest uden alkohol og have det sjovt samtidig?

Jep, det kan man sagtens.

Eleverne på Frederiksborg Gymnasium og HF så i hvert fald ud til at have en både hyggelig og sjov morgen, da de var inviteret til morgenfest UDEN alkohol af Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens 'Fuld af liv'-kampagne fredag morgen.

Det var Tobias Bjergaard, der er elev på gymnasiet, der havde vundet en konkurrence, hvor præmien var en morgenfest med DJ Faustix, der selv har kæmpet med et alkoholproblem.

For at deltage i konkurrencen skulle unge give deres bud på et musiknummer, der giver god energi. Musiknummeret skulle skrives som kommentar på Faustixs Facebook- eller Instagram-profil.

Og vinderen af konkurrencen blev altså Tobias fra Frederiksborg Gymnasium og HF. Han skrev, at sangen 'Hypnotized' med Morten Breum gav ham god energi.

Barbara Godvin og Lærke Jo er enige: Man kan sagtens holde en god fest uden alkohol. Foto: Martin Warming

Barbara Godvin og Lærke Jo er enige: Man kan sagtens holde en god fest uden alkohol. Foto: Martin Warming

Båret ud

"Jeg kan sagtens have det sjovt uden alkohol, men jeg synes bare det er hyggeligt at drikke en lille drink til en god fest," lød det Barbara Godvin, der er elev på gymnasiet, da Hillerød Posten fangede hende midt i morgenfesten, der blev afholdt mellem klokken 7 og 8 fredag morgen.

"Jeg er eliteudøver, så jeg drikker ikke til hver fest. Jeg kan sagtens have en fest uden alkohol, og det generer mig heller ikke, at de andre drikker. Det styrer de helt selv," siger Lærke Jo, der også går på gymnasiet.

"Jeg har da set, at folk er blevet båret ud fra en fest, fordi de har drukket for meget. Det ville aldrig ske for mig. Det ville være for pinligt. Men det er da sket, at jeg har drukket lidt for meget, men jeg er meget opmærksom på, at det ikke sker igen," siger Barbara Godvin.

"Jeg synes, at det går lidt over gevind nogle gange, men jeg tror også, at det sætte nogle tanker i gang hos de andre, når der er nogen, der bliver båret ud, fordi de er blevet for fulde," tilføjer Lærke.

Barbara Godvin er altså selv meget opmærksom på ikke at drikke for meget, når hun er til fest - men at skulle undvære alkohol helt er måske at stramme den lidt.

"Man kan sagtens have det sjovt uden alkohol, men nogle gange giver det bare lige det ekstra, og man synes, at det hele er lidt sjovere - og måske tør man gå hen til ham, man ikke ville turde gå hen til, hvis man ikke havde drukket lidt," siger Barbara.

Mads Tørnsø og Jacob Hillegaard deltog også i morgenfesten på gymnasiet, hvor den stod på kaffe og croissanter - i stedet for alkohol. Foto: Martin Warming

Mads Tørnsø og Jacob Hillegaard deltog også i morgenfesten på gymnasiet, hvor den stod på kaffe og croissanter - i stedet for alkohol. Foto: Martin Warming

Oplever mere

Mads Tørnsø og Jacob Hillegaard, der også er elever på gymnasiet, bliver heller ikke skræmt helt væk, når man taler om fester uden alkohol med dem.

"Så oplever man lidt mere, end hvis man er fuld", siger Mads.

"Man kan huske tingene bedre og oplever festen på en anden måde," tilføjer Jacob.

"Der er da nogle, der drikker for meget til festerne, men jeg synes ikke, at det er noget stort problem. Jeg drikker også selv lidt men ikke noget voldsomt," lyder det fra Mads Tørnsø.

Håbet med morgenfesten på Frederiksborg Gymasium og HF var at give eleverne en positiv oplevelse af at være til fest, hvor alkoholen ikke er i centrum. Og at eleverne tager disse erfaringer med sig – også når weekenden banker på døren.

DJ Faustix, der selv har kæmpet med et alkoholproblem, spillede til morgenfesten på gymnasiet. Foto: Martin Warming

DJ Faustix, der selv har kæmpet med et alkoholproblem, spillede til morgenfesten på gymnasiet. Foto: Martin Warming

Publiceret 30 October 2018 10:00