Forældre, der ikke bor i byskolens distrikt, men gerne vil have yngre søskende til at starte på skolen til sommer, får ikke en garanti for, at der er plads. Arkivfoto

Forældre får ikke søskendegaranti i skolerne - endnu

Politikerne i børneudvalget følger forvaltningens anbefaling om ikke at indføre søskendegaranti i skolerne. Der er ikke lokaler nok på mest søgte skoler

Af
Mette Dolmer Thygesen

Forældre, som har børn på én skole, kan heller ikke til denne vinters skoleindskrivning vide sig sikre på, at børnenes yngre søskende kan få plads på samme skole.

Politikerne i Børn-, Familie- og Ungeudvalget besluttede nemlig på deres møde 4. oktober, at der heller ikke i denne omgang bliver ændret i styrelsesvedtægtens regler om klassedannelse.

"Jeg vil ikke kunne stå på mål for at vedtage et princip om søskendegaranti på skolerne og så ikke kunne imødekomme det senere i processen, fordi der ikke er plads nok på de skoler, som forældrene gerne vil have deres børn ind på," siger udvalgsformand Peter Frederiksen fra Venstre.

Stort pres på Byskolen

I styrelsesvedtægten for Hillerøds skolevæsen i dag gives der ikke garanti til forældre, om at de kan få plads til alle søskende på en skole, som ikke er deres distriktsskole. Reelt har forældrene fået deres ønsker opfyldt de seneste år, men nu har forvaltningen undersøgt, hvilke konsekvenser søskendegaranti forventes at få for skolerne, når man ser på elevtalsprognoserne.

Jeg vil ikke kunne stå på mål for at vedtage et princip om søskendegaranti på skolerne og så ikke kunne imødekomme det senere i processen, fordi der ikke er plads nok

Her viser det sig, at der vil være et stort pres på særligt Frederiksborg Byskole på Carlsbergvej, hvor de allerede har problemer med at skaffe lokaler nok til klasserne. Prognosen viser, at søskendegaranti hen over de næste 10 år vil udløse op mod fire ekstra klasser på Frederiksborg Byskole, fire klasser færre på Grønnevang Skole, afd. Jespervej (den tidligere Kulsvierskolen), og en ekstra klasse på Sophienborgskolen.

Skoleforvaltningen havde derfor på forhånd anbefalet politikerne, at der ikke ændres på styrelsesvedtægten. Udvalget gav forvaltningen ret, men gav alligevel udtryk for, at de ser positivt på at indføre søskendegaranti i fremtiden. De vil derfor have undersøgt op til budgetforhandlingerne i efteråret næste år, hvilke muligheder der er for at øge kapaciteten på Byskolen og Sophienborgskolen - og hvad det i så fald vil koste.

"Som udgangspunkt kan udvalget godt se, at det er en stor fordel for en familie, at børnene går på samme skole. Det giver en tryghed, at man kender skolen godt, og samtidig er der jo en praktik omkring det at hente og bringe børnene. Da vi diskuterede det i foråret, sagde vi 'ja' til en række ønsker, men vi er nødt til at se på, hvad det får af betydning på længere sigt, hvis vi siger ja til søskendegaranti som et generelt princip. Garantien vil betyde rigtig meget pres på særligt Byskolen. Så det er ikke bare noget, vi lige kan gøre. Det er et spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet er plads i skolen. Så hvis vi vil bygge ud - hvad vil det så koste? Det vil vi kigge nærmere på til budgetforhandlingerne," siger Peter Frederiksen.

"Uoverskueligt"

En gruppe forældre, som havde børn på byskolen og i foråret søgte om optagelse af endnu et barn på skolen, skrev i marts et åbent brev, hvori de opfordrede politikerne til at indføre søskendegaranti:

“Hvis ikke søskendegarantien sikres nu og i fremtiden, bliver det uoverskueligt for hver enkelt familie at skulle aflevere og hente to steder (og evt. et tredje sted, hvis der fortsat går en lillesøster/-bror i en institution),” lød det blandt andet fra forældrene, som kaldte det en "stor logistisk opgave" at få en børnefamilie i Hillerød til at hænge sammen.

Garantien vil betyde rigtig meget pres på særligt Byskolen. Så det er ikke bare noget, vi lige kan gøre

De opfordrede politikerne til at tage "et fornuftig valg og sikre søskendegarantien ved skolevalg nu og i fremtiden," men det ønske er altså endnu ikke blevet til virkelighed.

Formand Peter Frederiksen understreger dog, at der kan være situationer, hvor forældrene får lov til at få en plads til deres børns yngre søskende på en anden skole end distriktsskolen:

"Men det er ikke en ret, forældrene har. Hvis de havde den ret, så ville vi ikke kunne opfylde ønskerne, fordi vi ikke har lokaler nok, som det er nu," siger han.

Publiceret 24 October 2018 07:00

SENESTE TV