Den Lille Færge blev taget op af vandet tirsdag morgen og kørt i vinterhi på Rønnevangsalle. Foto: Martin Warming

Den Lille Færge blev taget op af vandet tirsdag morgen og kørt i vinterhi på Rønnevangsalle. Foto: Martin Warming

Så er det blevet efterår: Den Lille Færge er kørt i vinterhi

Det har været en god sæson for Den Lille Færge - men det gode og tørre vejr medførte også lidt udfordringer

Af
Martin Warming

sæsonen er slut Så er det for alvor blevet efterår.

Den Lille Færge, der sejler rundt på Slotssøen hele sommeren, blev tirsdag morgen taget op af vandet og kørt i vinterhi på den gamle materielgård på Rønnevangsalle, hvor den skal stå lunt og tørt, til det igen bliver forår.

"Vi har haft en god sæson. Det gode vejr har tiltrukket mange gæster," siger Niels Baggesen, der er bestyrende reder.

Lav vandstand

Men vejret har også budt på uventede udfordringer, fortæller han.

"Tørken betød, at vandstanden i søen sank så meget, at vi flere gange ramte bunden og genstande, der har været henkastet i søen. Den lave dybde gav lidt problemer ved broerne, fordi skibet lå så lavt i forhold til broerne, at det let gled ind under broens fenderliste. Vi løste det ved at montere en ekstra planke på alle broer med en ny gummiliste under den gamle liste. Det betød, at færgen igen kom til at ligge stabilt uden at komme til skade," lyder det fra Niels Baggesen.

Nu har Den Lille Færges besætning, der består af frivillige, helt frem til maj næste år til at passe og pleje den flotte færge, der har sejlet på Slotssøen hver sommer siden 1952.

Publiceret 23 October 2018 00:00

SENESTE TV