I Australien skal Kim Wilsborg Sørensen blandt andet dyste i kapsejlads. Privatfoto

I Australien skal Kim Wilsborg Sørensen blandt andet dyste i kapsejlads. Privatfoto

Kim fra Hillerød skal bære fanen ved OL for veteraner

Forude venter OL for veteraner i Australien for Kim Wilsborg Sørensen

Af
Jens Berg Thomsen

Når Danmarks hold til de olympiske lege for veteraner, 'Invictus Games', skal holdes senere i oktober, er det Kim Wilsborg Sørensen fra Hillerød, der skal være holdkaptajn og bære fanen.

Den 58-årige tidligere livvagt, politimand og meget andet har været udsendt flere gange. I første omgang til Irak i 1990'erne.

Jeg fik at vide, at jeg simpelthen ikke kunne arbejde videre mere, for så ville jeg ganske enkelt dø. Stressniveauet i kroppen var for højt

"De skulle bruge nogle sikkerhedsfolk, så jeg fik en kontrakt, og jeg endte med at være der et års tid. Så var jeg hjemme i ti måneder, og så røg jeg afsted igen," siger Kim Wilsborg Sørensen.

Kortsluttede fuldstændig

Hans sidste udsending var til det tidligere Jugoslavien i år 2000. Han arbejdede frem til 2016 i politiet, som han oprindeligt også arbejdede for, og han sluttede i en ledende stilling i bagmandspolitiet. Men det måtte stoppe, da hans posttraumatiske stresssyndrom tog overhånd.

"Det har været der fra tid til anden. Men i 2016 kortsluttede det fuldstændig. Jeg var igennem nogle undersøgelser, og jeg fik at vide, at jeg simpelthen ikke kunne arbejde videre mere, for så ville jeg ganske enkelt dø. Stressniveauet i kroppen var for højt," siger han.

I dag har han flexjob på fem timer om ugen og er pensioneret fra politiet.

Gennemgået af fagfolk

Måden, han kom ind i at dyste på veteransport, var gennem en ven.

"Jeg blev spurgt af en kammerat, om jeg ville med på en tur for veteraner til Club La Santa, og sidste år før jul hørte jeg om 'Invictus Games', og jeg søgte om at komme med. De udtog så en bruttotrup på 50, der var i Jylland. Her blev vi gennemgået af alle mulige fagfolk for at sikre, hvordan vi ville reagere på tingene, og så fik jeg senere at vide, at jeg var udtaget," siger Kim Wilsborg Sørensen.

Jeg glæder mig mest til samværet med de andre. Men det bliver også sjovt at sejle og køre bil

Landrover gennem forhindringsbane

Nede i Australien skal han blandt andet dyste i at køre landrover på en forhindringsbane og køre en anden bil på en forhindringsbane. Han skal også deltage i at ro på romaskine på tid og i kapsejlads.

"Jeg glæder mig mest til samværet med de andre. Men det bliver også sjovt at sejle og køre bil. Jeg har været igennem en masse kørekurser i politiet igennem tiden, så jeg håber, det kommer til at gå godt," siger Kim Wilsborg Sørensen.

Invictus Games

Afholdes i Australien fra den 20. oktober.

Danmark har 25 deltagere med.

Legene afholdes for "sårede, skadede og sygdomsramte" veteraner og for nuværende udsendte, kan man læse på legenes hjemmeside.

Kilde: www.invictusgamesfoundation.org/

Invictus Games

Afholdes i Australien fra den 20. oktober.

Danmark har 25 deltagere med.

Legene afholdes for "sårede, skadede og sygdomsramte" veteraner og for nuværende udsendte, kan man læse på legenes hjemmeside.

Kilde: www.invictusgamesfoundation.org/

Publiceret 18 October 2018 06:00

SENESTE TV