På hjemmebane: Tidligere borgmester valgt som folketingskandidat

Nick Hækkerup blev torsdag aften valgt til folketingskandidat for Socialdemokraterne i Hillerød Storkreds

De socialdemokratiske partiforeninger i Hillerød, Gribskov Vest og Gribskov Øst var torsdag aften samlet på Kulsviergården i Alsønderup for at vælge ny folketingskandidat for Hillerød Storkreds efter Christine Antorini har valgt at stoppe til fordel for et job som direktør for Life, der er et videnskabeligt læringscenter under Novo Nordisk.

Hillerøds tidligere borgmester Nick Hækkerup var forud for forsamlingen blevet indstillet af samtlige partiforeninger, og der var mødt mange op til den ekstraordinære kredsgeneralforsamling på Kulsviergården, hvor Nick Hækkerup blev valgt.

Flere af de fremmødte så frem til det fremtidige samarbejde med Nick Hækkerup - blandt andre nuværende borgmester i Hillerød, Kirsten Jensen:

"Jeg glæder mig over, at vi kan få så dygtig en kandidat som Nick Hækkerup som vores kandidat. Det giver stor tryghed for os, at kunne blive repræsenteret af så erfarent et menneske, som har hjertet på rette sted," sagde Kirsten Jensen.

Mange var mødt op for at deltage i den ekstraordinære generalforsamling på Kulsviergården torsdag aften. Foto: Emma Colding Egholm Sørensen

Mange var mødt op for at deltage i den ekstraordinære generalforsamling på Kulsviergården torsdag aften. Foto: Emma Colding Egholm Sørensen

En stærk profil

Også socialdemokratiets viceborgmester i Gribskov kommune Bo Jul Nielsen var glad for, at valget faldt på Nick Hækkerup.

"Vi har brug for en kandidat med lokalkendskab i Nordsjælland, og det kan vi få med Nick Hækkerup. Han har en stærk profil, og han kender udfordringerne og udviklingsmulighederne i vores område og kan med sin erfaring gøre noget ved det," sagde han.

Kredsformand Peder Bisgaard hilser også Nick Hækkerup velkommen tilbage. Denne gang som den lokale folketingskandidat for Socialdemokratierne.

"Med Nick som vores kandidat, vil kredsens behov stadig blive hørt på gangene i vores parlament, og Nordsjælland får en stærk socialdemokratisk stemme".

Nick Hækkerup selv er glad for at være tilbage i Hillerød.

"Det giver alligevel noget andet at være opstillet i Hillerød, hvor jeg bor, hvor jeg tidligere har været borgmester i syv år, hvor mine børn går i skole, og hvor jeg og min familie har vores hverdag. For det betyder, at jeg kommer tættere på. Tættere på de lokale sager og den lokale stemning, så jeg bedre har mulighed for at rejse de lokale sager. Ikke mindst kampen for Hillerødmotorvejen og bedre togforbindelse i selve Nordsjælland og mellem Nordsjælland og København er vigtig", lød det fra den nyvalgte folketingskandidat.

mw

Publiceret 12 October 2018 11:17

SENESTE TV