Helsingørsgade: Hillerøds helt eget 'latinerkvarter'

Paris og København har et latinerkvarter - og Hillerød har noget, der minder om det

Af
Martin Warming

Sammenhold, hygge og specialbutikker.

Det er tre ord, der meget godt beskriver Helsingørsgade, hvis du spørger Helle Andersen, der har tøjbutikken 'Barcelona', og Charlotte Tijuis, der har guldsmeden 'Charlotte Tijhuis' - begge med adresse på Helsingørsgade.

"Da jeg valgte at slå mig ned i Helsingørsgade, var det fordi, jeg så gaden som en rigtig hyggelig gade. Jeg er født og opvokset i Hillerød, og jeg bor selv i den her ende af byen, så jeg har altid set Helsingørsgade som en slags indgang til byen," fortæller Helle Andersen, der har haft sin tøjbutik i syv år.

"Man kan næsten beskrive Helsingørsgade som Hillerøds ’latinerkvarter’. Her er en rigtig god stemning, her er er plads og liv og en masse hyggelige huse og specialbutikker," tilføjer hun.

Lige siden jeg begyndte at komme i byen, har jeg tænkt, at hvis jeg nogensinde skulle have en butik, så skulle det være lige præcis den hér

Og Charlotte Tijhuis, der næsten er nabo til Helles tøjbutik - de er kun lige adskilt at Frisør Centrum - er helt enig. Hun åbnede sin guldsmed i Helsingørsgade for halvandet år siden, og det har hun ikke fortrudt.

"Jeg har boet i Hillerød Kommune i mange år, og lige siden jeg begyndte at komme i byen, har jeg tænkt, at hvis jeg nogensinde skulle have en butik, så skulle det være lige præcis den hér. Jeg har altid syntes, at den her butik var mega hyggelig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle have i butikken, for den gang var jeg ikke guldsmed, men jeg har aldrig været i tvivl om, at det skulle være den her butik, jeg skulle have, hvis jeg skulle have en butik. Her er bare en rigtig god sjæl," siger Charlotte Tijhuis.

Mange specialbutikker

Hvis Helle Andersen skal fremhæve nogle af Helsingørsgades kvaliteter, er det de mange forskellige specialbutikker, hun først nævner.

"Vi har en fiskemand, en vinhandel, en fantastisk chokoladebutik, et skrædderi og mange andre gode specialbutikker. Vi har faktisk nogle af de her klassiske butikker, som man taler om næsten ikke eksisterer mere, men det gør de jo i bedste velgående her i gaden," tilføjer Helle Andersen.

"Jeg synes, det er en rigtig hyggelig gade. Og jo mere, jeg er i den, jo mere lukker den sig op, og der kommer alt muligt frem, som jeg slet ikke anede var her. Og så er her også et rigtigt godt naboskab. Selv om jeg tit står alene i butikken, så føler jeg mig slet ikke alene. Jeg har jo en masse 'kolleger' i de andre butikker, som jeg taler meget med hver eneste dag," lyder det fra Charlotte Tijhuis.

Vi har en fiskemand, en vinhandel, en fantastisk chokoladebutik, et skrædderi og mange andre gode specialbutikker. Vi har faktisk nogle af de her klassiske butikker, som man taler om næsten ikke eksisterer mere, men det gør de jo i bedste velgående her i gaden

”Jeg var i Sydfrankrig i sommer, og det er fantastisk at se, hvor meget de gør ud af at modtage deres gæster rundt omkring i byerne. Der åbner sig en hel verden af blomster og liv, når man åbner bildøren, og det er fantastisk at opleve. Man føler sig virkelig velkommen," siger Helle Andersen.

Og lige netop den slags kunne Helle og Charlotte godt tænke sig lidt mere af herhjemme.

"Vi er nogle butikker, der er gået sammen og har splejset til nogle bænke og et stort oliventræ, der står uden på gaden, og det giver en virkelig en god stemning, når der er nogle steder, man kan slå sig ned og få en snak og hygge sig lidt," fortæller Charlotte Tijhuis.

Der er dog også tomme butikslokaler i Helsingørsgade, men det er ikke udtryk for, at det generelt går dårligt for butikkerne i Helsingørsgade, understreger de to butiksindehavere.

"Det er rigtig ærgerligt, at folk tror, at det så også går dårligt for os andre, bare fordi der er nogle tomme butikslokaler. Det er ikke mere end 14 dage siden, jeg havde en kunde, der næsten havde ondt af mig, fordi han havde set de tomme butikslokaler i gaden. Jeg kunne så fortælle ham, at jeg har haft min butik i syv år, og at det faktisk går helt fint", fortæller Helle Andersen, der selvfølgelig helst så, at de tomme lokale blev lejet ud.

Føler sig ikke truet

Hverken Charlotte eller Helle føler sig truet af nethandlen, og de mener begge, at man sagtens kan kombinere en 'rigtig' butik med en internetbutik.

"Jeg synes, det er en service, hvis man også har en hjemmeside og en internetbutik. Hvis der for eksempel har været en kunde inde for at se på et par sko, kan hun gå hjem og tænke lidt over, om det er dem, hun skal købe og så bestille dem på min hjemmeside bagefter. Man får jo fat i nogle andre kunder på nettet, og det åbner ens verden. I går fik jeg for eksempel en ordre fra Spanien. Mange bruger også min hjemmeside som et slags katalog, hvor de henter inspiration, og så kommer de ned i butikken bagefter. Jeg synes, at det er en god service til kunderne," siger Helle Andersen.

Jeg kunne så fortælle ham, at jeg har haft min butik i syv år, og at det faktisk går helt fint

Charlotte Tijhuis har endnu ikke en hjemmeside, hvor man købe hendes smykker, men det er noget hun overvejer at få lavet, fortæller hun.

"Jeg er ikke bange for, at nethandlen kommer til at udkonkurrerer det, jeg laver. Der er rigtig mange følelser i smykker, og her i butikken får mine kunder en personlig betjening, og de kan fortælle mig helt præcist, hvad det er, de vil have og sætte deres helt eget præg på deres smykke. Det kan man ikke helt på samme måde på nettet," siger hun.

Liv og oplevelser

Og et godt handelsliv fører andet end økonomi og arbejdspladser med sig, mener Helle Andersen.

”Handel betyder jo nærvær, og det er rigtig vigtigt i den tid, vi lever i. Hvis du sidder derhjemme og trykker på en knap, får du ikke den kontakt og det nærvær. Nu er jeg jo også selv borger i Hillerød, og jeg gider ikke bruge byen, hvis jeg ikke kan hente inspiration og få nogle oplevelser – og det kan jeg heldigvis i Hillerød - og der er da ikke noget mere hyggeligt, end at møde folk man kender rundt omkring i butikkerne og på gaderne. Et godt handelsliv er med til at gøre det spændende at være borger i en by,” siger hun.

Hvordan forbliver Hillerød så en attraktiv by for både gæster, kunder og de handlende.

”Det er vigtigt, at der er et varieret butiksliv, men det er lige så vigtigt, at man også kan få nogle oplevelser. Jeg arrangerer for eksempel både foredrag og modeshows, og jeg tror, at der skal lidt mere af den slags til, hvis vi skal holde på kunderne i fremtiden,” siger Helle Andersen.

”Og så er god service og den personlige kontakt selvfølgelig noget af det allervigtigste,” tilføjer Charlotte Tijhuis.

Publiceret 12 October 2018 07:00

SENESTE TV