Flere turister skal til Hillerød

En række initiativer skal styrke turismen, hvor Hillerød er på vej frem

Af
Jens Berg Thomsen

Hillerøds position inden for turisme skal styrkes. Derfor har kommunens forvaltning kortlagt turismeområdet, og kortlægningen blev diskuteret på mødet i Erhverv, Beskæftigelse og Turismeudvalget i sidste uge.

"Vi har fået kortlagt, hvordan vi ser os selv i Hillerød, men også hvordan andre ser på os. Og den viden kan vi bruge, når vi skal finde ud af, hvor vi skal sætte ind for at give turisten den rigtige oplevelse ved et besøg her," siger formand for udvalget Thomas Elong (V).

Der er generelt en stigende interesse for Nordsjælland som turistdestination og besøgsmål. Det mærkes også i Hillerød, hvor besøgstallet på Frederiksborg Slot og lokale museer er stigende

Kortlægningen, der er udført af konsulentvirksomheden Seismonaut, viser, at der er potentiale:

"Der er generelt en stigende interesse for Nordsjælland som turistdestination og besøgsmål. Det mærkes også i Hillerød, hvor besøgstallet på Frederiksborg Slot og lokale museer er stigende, ligesom der også kommer flere overnatninger på lokale hoteller og konferencecentre. I kulturlivet mærker man også tiltrækningskraften idet 25 procent af billetsalget i Klaverfabrikken, ifølge den daglige leder, er fra folk, der har rejst mere end 25 km. Med mere end en halv mio. endagsturister i 2015 placerer Hillerød sig i regionens top tre. Kun overgået af Helsingør og København," lyder det blandt andet i kortlægningen.

Lokal stolthed

Forvaltningen anbefaler blandt andet at styrke kernefortællingen om Hillerød:

"Blandt borgerne er der en stor stolthed ved det at bo i en historisk slotsby midt i en skøn natur," skriver forvaltningen, men peger også på, at få er i stand til at fortælle historierne og dermed dele dem.

Derudover mener forvaltningen blandt andet, at udbredelse gennem sociale medier og at reklamere for Hillerød gennem folk, der minder om turisterne selv, er måder at få kendskabet til at stige.

Blandt borgerne er der en stor stolthed ved det at bo i en historisk slotsby midt i en skøn natur

Udvalgsformand Thomas Elong peger også på udviklingen af Torvet:

"Vi er i gang med at se på mulighederne for Torvet, og her er toiletter noget, vi gerne skulle have. De eneste turist- og handicapvenlige toiletter, vi har nu, er dem ved Posen. Det er et forhold, vi er nødt til at se på," siger han og peger også på muligheden for at få wifi installeret til turisterne.

Frivillige er vigtige

Derudover peger han på de mange frivillige kræfter, der er i Hillerød.

"Det kan give gode indsigter i, hvor vi kan sætte ind og få resultater. Og så er de frivillige også vigtige, for så løfter vi alle i flok, og det er også vigtigt, at alle lige ved, hvor eksempelvis Hotel Hillerød ligger, hvor slotsparken ligger og alle de ting," siger Thomas Elong.

Og så er de frivillige også vigtige, for så løfter vi alle i flok

Planen er nu, at forvaltningen i kommunen til november lægger en plan frem for turismeudvalget og økonomiudvalget med et samlet oplæg til en samlet styrket turismeindsats i Hillerød.

Publiceret 09 October 2018 18:00

SENESTE TV