Et sted mellem 500 og 700 mennesker mødte søndag aften op på Torvet for at se mindekoncerten på storskærm - og mindes Kim Larsen i fællesskab. Foto: Jan F. Stephan

Et sted mellem 500 og 700 mennesker mødte søndag aften op på Torvet for at se mindekoncerten på storskærm - og mindes Kim Larsen i fællesskab. Foto: Jan F. Stephan

Mindekoncert på Torvet: "Min mor var gift med min far. Men hun elskede Kim Larsen"

Flere hundrede hillerødborgere trodsede oktoberkulden for at mindes Kim Larsen i fællesskab

Af
Martin Warming

Et sted mellem 500 og 700 mennesker fandt søndag aften vej til Torvet i Hillerød, hvor DR's store mindekoncert for Kim Larsen blev vist på storskærm.

Hillerød Byforum havde i samarbejde med Hillerød Kommune, FrederiksborgCentret og Den Lille Færge fået stablet arrangementet på benene på ganske få dage, og på en halvkold søndag aften i oktober valgte rigtig mange hillerødborgere altså at droppe sofaen og i stedet mindes Kim Larsen i fællesskab.

Én af dem, der var mødt op på Torvet for at se mindekoncerten fra Rådhuspladsen på storskærm, var Vicky Vang Jørgensen fra Hillerød.

"Hele mit liv er jeg vokset op med en mor, der i den grad elskede Kim Larsens musik. Hun var gift med min far, men hun elskede Kim Larsen af hele sit hjerte," fortalte Vicky med et glimt i øjet til Hillerød Posten.

Og selv om den påstand selvfølgelig nok skal tages med et gran salt, så er der ingen tvivl om, at Kim Larsen havde og har en stor plads i rigtig mange danskeres hjerter.

"Jeg ved ikke, om Kims musik har ændret mit liv, men det har været en vigtig del af mit liv og for mig er det, at møde op her i dag, at vise ham en sidste respekt," sagde Vicky Vang Jørgensen.

Se flere billeder fra storskærmsarrangementet på Torvet i galleriet nederst i artiklen...

Hillerøds borgmester Kirsten Jensen var også mødt op på Torvet for at mindes Kim Larsen i selskab med en masse andre mennesker.

"Jeg er her, fordi Kim Larsen betyder noget hele vejen nedefra og op igennem hele kroppen. Han var en del af lydsporet til min ungdom, og man kan jo synge med på det hele. Hans sange er gode nok derhjemme, men de er meget, meget bedre, når man hører dem sammen med andre," lød det fra borgmesteren

"I løbet af 48 timer fik vi stablet det her arrangement på benene, og det er fantastisk at se, hvordan vi kan samarbejde om sådan noget i Hillerød. Jeg bliver rørt, når jeg ser, hvor mange der er mødt op her i dag. Det beviser jo bare, at han har betydet rigtig meget for rigtig mange, og at han har været en del af folks liv," sagde Kirsten Jensen til Hillerød Posten.

Der var lys på slottet i dagens anledning, og Den Lille Færge lå ved anløbsbroen ved Torvet med lys i lanternerne.

Publiceret 08 October 2018 07:58

SENESTE TV