Kongestjernen i Store Dyrehave er en del af parforcejagtlandskabet. Pressefoto

Kongestjernen i Store Dyrehave er en del af parforcejagtlandskabet. Pressefoto

Nordsjællands parforcejagtlandskab kommer i fornemt selskab

Nyt site udpeger parforcejagtlandskabet som en mulighed for 'bæredygtig turisme'

kultur Sammen med Olympen i Grækenland og det franske slot Versailles er Nordsjællands Parforcejagtlandskab, som blandt andet ligger i Hillerød, nu blandt de 34 attraktioner i verden, Unesco har udvalgt for at sætte et særligt fokus på Europas kulturarv.

Jagtlandskaberne er eneste sted, som er udvalgt, i Danmark. De blev anlagt i stjerneform i blandt andet Store Dyrehave og Gribskov for at de danske konger kunne afholde jagt med hunde. Christian den femte, som var konge i 1670-1699, omdannede flere af de nordsjællandske skove til parforcejagtlandskaber efter fransk mønster.

Borgmester Kirsten Jensen (S) glæder sig over udnævnelsen:

"I Nordsjælland har vi et enestående jagtlandskab. Det er verdens eneste eksempel på, hvordan en konge har demonstreret sin magt gennem naturen. Eksponering af Parforcejagtlandskabet i klasse med Europas mest attraktive kulturperler vil helt bestemt få turisterne til at få øjnene op for vores natur og blik for, at her er noget at rejse efter. Her får vi en meget betydningsfuld mulighed for et samarbejde, som viser natur- og kulturturister på tværs af landegrænser, at der er noget helt særligt at se hos os," udtaler hun i en pressemeddelelse.

Bæredygtig turisme

Det nye turismesamarbejde, som Unesco har stablet på benene med støtte fra EU og i samarbejde med National Geographic, skal fremme såkaldt "bæredygtig turisme" på nogle af de mest spektakulære verdenskulturarv steder i Europa. Samarbejdet underbygges af ”World Heritage Journeys”- et rejsewebsite, der opfordrer turister til at rejse andre steder hen end lige til de allermest populære storbyer, til at blive længere, og til i højere grad at opleve, hvad den lokale region kan tilbyde.

”World Heritage Journeys”-sitet tilbyder turister praktisk information til at følge fire kulturelle spor, der fortæller fascinerende historier om Europas arv og historie. Her er Parforcejagtlandskabet en del af ”Royal Europe”.

Læs mere om Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland på www.parforce.dk.

Mdt

Publiceret 20 September 2018 06:00

SENESTE TV