Nick Hækkerup vil hjem til Hillerød

Hillerøds tidligere borgmester søger opstilling til Folketinget i Hillerød-kredsen

Af
Martin Warming

Hillerøds tidligere borgmester Nick Hækkerup har takket ja til at søge opstilling til Folketinget i Hillerød-kredsen.

Folketingskredsen blev ledig, da Christine Antorini for nylig fik nyt arbejde. Hillerød-kredsen er en sikker og attraktiv folketingskreds, og derfor har Socialdemokratiet i Hillerød og Gribskov ønsket at få en tung og erfaren politiker, der kan tale kredsens sag og sikre Socialdemokratiet et godt valg, skriver partiet i en pressemeddelelse.

Et ønske, der altså nu ser ud til at blive opfyldt, efter tidligere minister og nuværende folketingsmedlem Nick Hækkerup har takket ja til at skifte kreds fra Egedal til Hillerød.

"Kredsens medlemmer skal vælge vores nye folketingskandidat i løbet af den næste måneds tid i en god og demokratisk proces. Hillerød-kredsen er en god kreds, som godt kan tillade sig at have ambitioner om at tiltrække en kendt politiker, og vi har heldigvis allerede én meget stærk kandidat på hånden, nu hvor tidligere borgmester og minister Nick Hækkerup har sagt ja til at søge opstilling i kredsen," siger kredsformand Peder Bisgaard.

"Jeg er i øjeblikket valgt til Folketinget i Egedalkredsen, som er en rigtig god og stærk kreds. Men muligheden for at komme til Hillerød, hvor jeg bor, mine børn går skole, og familien lever sit liv, er meget tillokkende. Jeg tror på, at min tilknytning og kendskab til Hillerød og Gribskov kan være et stærkt bidrag til at opnå den nødvendige forandring, der skal til med en ny regering. Jeg er meget ydmyg over for medlemsdemokratiet i Socialdemokratiet og glæder mig til at se og gense kredsens mange medlemmer i forbindelse med opstillingsprocessen," lyder det fra Nick Hækkerup.

Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen (S), er glad for nyheden om, at Nick Hækkerup stiller op i Hillerød-kredsen.

"Jeg glæder mig over, at Nick Hækkerup vil være kandidat for Socialdemokratiet i Hillerød og Gribskov. Nick er et meget stærkt kort for os, han har kommunalpolitisk erfaring og ved, hvad vi slås med her oppe - for eksempel med hensyn til infrastruktur. Vi kommer til at få et rigtigt godt samarbejde til gavn for borgerne i Nordsjælland og for den velfærd og det fællesskab, vi slås for," siger hun i pressemeddelelsen.

Nick Hækkerup

Nick Hækkerup blev første gang valgt ind i byrådet i Hillerød i 1993. I 2000 blev han Danmarks yngste borgmester, og i 2005, ved hans sidste kommunalvalg i Hillerød, fik han 8.658 personlige stemmer, og Socialdemokraterne fik 15 ud af 27 pladser i byrådet. Nick Hækkerup var borgmester i Hillerød i perioden fra 2000 til 2007 - han gjorde det i sin tid som borgmester til en ret for Hillerød Kommunes ansatte, at de midt på dagen kunne tage sig en powernap. Nick Hækkerup har siddet i Folketinget siden 2007, hvor han blandt andet har har været forsvarsminister, europa- og handelsminister og sundhedsminister for Socialdemokratiet.

Publiceret 20 September 2018 07:41

SENESTE TV