Hillerødborgerne donerede næsten 22.000 kroner til scleroseforskning, da der blev samlet ind forleden. Modelfoto

Hillerødborgerne donerede næsten 22.000 kroner til scleroseforskning, da der blev samlet ind forleden. Modelfoto

Scleroseindsamling: 25 indsamlere fik 22.000 kroner til ny forskning

Hillerødborgerne spyttede 21.880 kroner i indsamlingsbøsserne, da Scleroseforeningen samlede ind forleden

indamling Takket være 25 frivillige lokale indsamlere blev der søndag den 9. september samlet i alt 21.880 kroner ind i Hillerød til Scleroseforeningen.

De dedikerede frivillige ringede på hjemme hos hundredvis af borgerne for at samle penge ind til forskning i sclerose. Indsamlerne blev mødt af fin opbakning og støtte, som resulterede i det gode slutresultat for byen.

"Vi vil hermed gerne takke de borgere, der var med til at gøre en forskel for os ramte. Sygdommen er fordoblet på bare 20 år – men det skal ny forskning nu være med til at stoppe," skriver Scleroseforeningen i en mail til Hillerød Posten.

Ny indsamlingsrekord

Under overskriften 'Venner og familie mod sclerose' sendte Scleroseforeningen i alt 3.000 frivillige folk på gaden i Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden for at samle ind til vigtig forskning.

Det samlede indsamlingsresultat for alle byer i de tre regioner lyder i år på 3,8 millioner kroner.

”Vi er så taknemmelige for den massive opbakning, vi har mødt rundt om i landet. Både fra de mange tusind ildsjæle, der har været på gaden og samle ind - og fra alle de folk, der har åbnet døren derhjemme og givet et bidrag til vores indsamling. Hvert eneste bidrag tæller i den grad, når vi skal uddele penge til ny, vigtig forskning i sclerose. Det giver både os og alle dem, der har sclerose tæt inde på livet, nyt håb for en fremtid uden sclerose. Tusind tak til alle, der har gået en indsamlingsrute, givet et bidrag og hjulpet med at sprede vores budskab,” siger Klaus Høm, som er direktør i Scleroseforeningen.

Scleroseforeningen uddeler hvert år mere end 12 millioner kroner til danske og internationale forskningsprojekter.

Antallet af danskere med sclerose er fordoblet på bare 20 år, og der kommer fortsat 600-700 nye tilfælde hvert år. Derfor er ny forskning helt afgørende for at stoppe den negative udvikling.

Til næste år bliver Scleroseforeningens indsamling for første gang landsdækkende. Landsindsamlingen afholdes søndag den 8. september 2019.

mw

Publiceret 14 September 2018 15:00

SENESTE TV