Sådan kommer den nye arena til at se ud, når den står færdig i løbet af 2019.

Sådan kommer den nye arena til at se ud, når den står færdig i løbet af 2019.

Hillerøds nye arena kan trække store tv-shows til byen

TV 2 har vist interesse for Hillerøds nye arena ved FrederiksborgCentret

Af
Martin Warming

status Hillerøds nye arena ved FrederiksborgCentret kan komme til at danne rammen om store tv-shows.

Det afslørede FrederiksborgCentrets direktør Carsten Larsen, da han fredag formiddag havde inviteret til pressemøde for at give en status på byggeriet af den nye arena.

"Man kunne sagtens forestille sig, at der blev optaget nogle store tv-shows i arenaen. Vi har faktisk et møde med TV 2 i næste uge (i denne uge, red.), som er interesseret i at se på faciliteterne og de muligheder, der kommer i arenaen. Vi har haft tv-stationerne inddraget i processen allerede fra dengang, vi gik i gang med at lave tegningerne. De mangler noget med den kapacitet her i området. Der er jo langt til Aalborg hver gang, så det kunne være lidt sjovt, hvis vi kunne tilbyde dem noget her i Hillerød," sagde Carsten Larsen.

På pressemødet kom det også frem, at arenaens nye salgschef Henrik Parbst, der startede mandag den 3. september, allerede har solgt det første partnerskab. Det er malerfirmaet Schmeer A/S, der har hovedkontor på Amager, der har købt et tre-årigt navnesponsorat på en af de to tribuner i den kommende hal. Prisen er 250.000 kroner, og Guido Schmeer, der ejer malerfirmaet, er ikke i tvivl om, at pengene er givet godt ud.

"Vi sponserer allerede fodbold og golf, men det her lyder interessant, fordi det også omfatter mange andre ting end sport, og vi har mange kunder der interesserer sig for alt muligt andet også. Jeg tror, at det er godt til vores kunder, ansatte og samarbejdspartnere. Vi har allerede en del kunder i Nordsjælland, og jeg kunne godt tænke mig at udvide mit netværk heroppe, og jeg tror, at vi kan få noget fornuftigt ud af det her partnerskab," lyder det fra Guido Schmeer, der også var med på pressemødet.

Malerfirmaet Schmeer A/S har skrevet under på det første partnerskab, og det betyder, at en af tribunerne i den nye arena får navnet Schmeer-tribunen. Fra venstre er det arenaens salgschef Henrik Parbst, Guido Schmeer, der ejer Schmeer A/S, og FrederiksborgCentrets direktør Carsten Larsen. Foto: Martin Warming

Malerfirmaet Schmeer A/S har skrevet under på det første partnerskab, og det betyder, at en af tribunerne i den nye arena får navnet Schmeer-tribunen. Fra venstre er det arenaens salgschef Henrik Parbst, Guido Schmeer, der ejer Schmeer A/S, og FrederiksborgCentrets direktør Carsten Larsen. Foto: Martin Warming

Hele 'pakken'

Henrik Parbst har tidligere været salgschef i Nordsjælland Håndbold og Fremad Amager, og han glæder sig til at 'komme hjem', fortæller han.

"Jeg har hele tiden haft det her job i tankerne. Jeg kender jo allerede huset, medarbejderne og Carsten Larsen fra mine tre år i Nordsjælland Håndbold. Jeg har tidligere været dedikeret håndbold og fodbold, men her kan vi tilbyde hele underholdningspakken, og det tror jeg bliver rigtig spændende," siger Henrik Parbst.

Hillerøds nye arena kommer i øvrigt også til at bære et sponsornavn. Planen er nemlig, at der skal findes en navnesponsor til selve arenaen - præcis som man kender det fra andre stadions og arenaer i landet.

"Indtil videre kalder vi den Hillerød Arena, men vi skal ud at finde et firma, der synes, at det kan være interessant at lægge navn til selve arenaen. Og det er jo en af de store opgaver, som Henrik skal i gang med. Vi skal have navnet på plads inden udgangen af 1. kvartal næste år, fordi vi skal i gang med at sælge billetter og markedsføre arrangementer, og derfor er det vigtigt, at vi ved, hvilke sponsornavne vi skal skrive på billetterne og plakaterne," siger Carsten Larsen.

Den nye arena får knap 3.000 siddepladser og 4.000 ståpladser. Foto: Martin Warming

Den nye arena får knap 3.000 siddepladser og 4.000 ståpladser. Foto: Martin Warming

Forsinket

Ifølge planen skulle den nye arena stå færdig i foråret 2019, men byggeriet er blevet forsinket, da man har haft store problemer med grundvand, der er fosset ind i udgravningen.

"Vores fornemmelse lige nu er, at vi er klar inden jul 2019. Vi har aftalt med totalentreprenøren, at vi gør status, når vi når til februar, og vi ved, hvordan vinteren har været - og om den har været med til at forsinke byggeriet - men lige nu er vi ret sikre på, at vi er færdige inden jul 2019," siger Carsten Larsen.

Budgettet for byggeriet af den nye arena er på 150 millioner, men Carsten Larsen forventer, at forsinkelsen kommer til at koste omkring 10 millioner ekstra.

Hillerød Arena:

Opvisningshal på 2.632 m2.

3.000 siddepladser og formentlig omkring 4.000 ståpladser

Indgang og foyerområde på 700 kvadratmeter, som også kan inddrages til arrangementer

VIP-lounge på 300 kvadratmeter, hvor der også kan holdes møder m.v.

9 skybokse til VIP-gæster med direkte udsigt til opvisningshallen

Konferencerum og mødefaciliteter

Sportsvandrehjem med 10 værelser med eget toilet og bad

Platform med mulighed for direkte TV-transmissioner.

Rum til styrketræning.

Administrationslokaler til Nordsjælland Håndbold og FrederiksborgCentret

Kilde: www.frederiksborgcentret.dk

Flere tusinde studerende i Hillerød-løb

Publiceret 11 September 2018 06:00

SENESTE TV