2100 mænd og kvinder løber i mudder i Hillerød i weekenden

To gange mudderløb er klar til at tage imod 4200 ben. Langt flere kvinder end mænd skal igennem forhindringerne

sport I den kommende weekend løber to store løbeevents af stablen i Hillerød. Fredag eftermiddag løber 1500 kvinder Ladies Mud Race, som arrangørerne, Firmaidræt Hillerød, allerede i december kunne melde udsolgt til, og lørdag er der omkring 600 deltagere i Xtreme Mandehørm.

Vi er nødt til at sadle om og må nok erkende, at det er slut med fest efter Xtreme Mandehørm. Det er ærgerligt, for det var ligesom konceptet fra starten

Kvinderne starter klokken 15 fra Hillerød Stadion, hvor borgmester Kirsten Jensen skyder løbet i gang. Derefter går den otte kilometer lange rute ud i Selskov, forbi Teglgården, videre til Spejdercenter Frydenborg og via Teglværket hjem til stadion. Undervejs er kvinderne blevet udfordret med ca. 45 forhindringer af forskellig art – både naturens egne i form af stejle skrænter, mudderhuller, søer m.m., men også opsatte stilladsforhindringer og andet gør, at der venter deltagerne en sjov, men også udfordrende oplevelse.

600 mænd

For mændenes vedkommende er der lidt bedre plads til Xtreme Mandehørm, som løbes for 10. gang, da tilmeldingen formentlig ender omkring 600 deltagere, hvilket er lidt under sidste år.

Løbet startede i Fredensborg, men flyttede til Hillerød i 2015. De 600 deltagere ligger dog langt fra rekordåret 2014, hvor der var hele 2600 mænd med.

Mændenes rute er identisk med kvindernes, men skal dog ud på en ekstra sløjfe, hvis man har valgt hovedruten på 12 kilometer. Der er dog også mulighed for at ”nøjes” med 8 kilometer, hvis man ikke har kræfterne til den store tur. Det betyder, at mændene møder knap 60 forhindringer undervejs. Bagefter venter en ”herrefest” med buffet, fadøl, underholdning og kopi-rockorkestret Kings of Rock.

Nyt koncept nødvendigt

I øjeblikket gælder det gamle ordsprog om gyngerne og karrusellerne, idet Xtreme Mandehørm med 600 deltagere og fest ikke kan løbe rundt – faktisk kan arrangørerne risikere et ”pænt” underskud på denne del, men heldigvis opvejes det af den flotte deltagelse i Ladies Mud Race, fortæller formand Peder Bisgaard:

"Derfor er vi nødt til at sadle om og må nok erkende, at det er slut med fest efter Xtreme Mandehørm. Det er ærgerligt, for det var ligesom konceptet fra starten. Derfor bliver det også spændende at høre, hvordan mændene vil tage den nyhed," udtaler han i en pressemeddelelse.

Der er fri adgang til løbet, og vil man se de mange deltagere forcere forhindringerne – mange i kreative kostumer - kan det anbefales at indfinde sig enten ved Teglgården, ved spejdercenter Frydenborg eller på Hillerød Stadion.

Mdt

Publiceret 10 September 2018 14:05

SENESTE TV