Claus Andreassen er selvfølgelig ked af, at Hillerød Kræmmermarked lukker, men han glæder sig samtidig til at kaste sig over nogle af de nye opgaver, som foreningen bag kræmmermarkedet nu skal i gang med. Foto: Martin Warming

Claus Andreassen er selvfølgelig ked af, at Hillerød Kræmmermarked lukker, men han glæder sig samtidig til at kaste sig over nogle af de nye opgaver, som foreningen bag kræmmermarkedet nu skal i gang med. Foto: Martin Warming

Kræmmerformand: "Det er på tide, at vi finder på noget nyt og mere nutidigt"

Årets besøgstal for kræmmermarkedet ender formentlig omkring 60.000 gæster

Af
Martin Warming

Så er det slut. Ikke bare for i år men for altid.

Årets udgave af Hillerød Kræmmermarked blev det sidste. Området, som kræmmermarkedet har holdt til på i 36 år, skal nemlig bruges til det nye superhospital, og det er ikke lykkedes Hillerød Kræmmermarked og Hillerød Kommune at finde en ny egnet grund.

Og noget tyder på, at det sidste kræmmermarked fik et fint besøgstal.

"Vi har ikke det endelige tal endnu, men vi havner nok på cirka 60.000 gæster i år. Det er lidt færre end sidste år, hvor det var rigtig godt vejr. Vi havde en meget våd dag, da vi startede i torsdag, men ellers har vejret været fint, og jeg synes, at vi skal være stolte over, at det endnu engang lykkedes os at trække så mange mennesker ud på kræmmerpladsen," lød det fra Claus Andreassen, der er formand for Hillerød Kræmmermarked, søndag eftermiddag.

"Tendensen de sidste mange år har dog været, at der kommer færre og færre gæster. Det går lidt op og ned fra år til år, men generelt så har besøgstallet været faldende, og selv om vi har brugt 150.000 kroner ekstra på underholdning i år, så har det ikke været noget specielt godt år med hensyn til antallet af gæster. Derfor er det måske en måske en meget god idé at omtænke hele konceptet. Nu har vi lavet det her i 36 år, men nu er det måske på tide, at vi finder på noget nyt og mere nutidigt, så vi sikrer, at foreningerne i Hillerød også fremover får mulighed for at tjene nogle penge," siger kræmmerformanden.

Nye opgaver

Foreningen bag Hillerød Kræmmermarked skal derfor nu i gang med at planlægge andre arrangementer, fortæller Claus Andreassen.

"Vi mødes allerede til det første møde den 10. september. Vi er stærke på at stable store arrangementer på benene sammen med foreningerne, og det skal vi selvfølgelig arbejde videre med i fremtiden. Det kan være koncerter, e-sports-arrangementer, sankt hans på Posen og meget andet, og allerede nu ligger det jo fast, at vi fremover skal være med til at arrangere Hillerød Slotssø Byfest," siger Claus Andreassen, der samtidig håber, at nogle af traditionerne fra kræmmermarkedet overlever.

"Det kunne jo tænkes, at nogle af foreningerne fører nogle af de gamle traditioner fra kræmmermarkedet videre et andet sted. Det kunne for eksempel være pensionistfrokosten og damefrokosten. Der er en masse frivillige rundt omkring i Hillerøds foreninger med en masse gode ideer, og de er knalddygtige til det her, og jeg håber meget, at nogle af traditionerne fra Hillerød Kræmmermarked kan overleve i en anden sammenhæng," siger Claus Andreassen.

Formålet med Hillerød Kræmmermarked har været at give de lokale foreninger mulighed for at tjene nogle penge - som eksempelvis FDF-Spejderne, der har haft en madbod på markedet. Foto: Martin Warming

Formålet med Hillerød Kræmmermarked har været at give de lokale foreninger mulighed for at tjene nogle penge - som eksempelvis FDF-Spejderne, der har haft en madbod på markedet. Foto: Martin Warming

Også slut med koncert

Det er ikke kun kræmmermarkedet, der lukker i år. Det er også slut med Big Fat Snake-koncerterne i FrederiksborgCentret, der i mange år er blevet afholdt på J-dag - altså den dag, juleøllen kommer på gaden. Big Fat Snake stopper nemlig med at turnere, og derfor bliver årets koncert den sidste.

"Både kræmmermarkedet og Big Fat Snake-koncerterne er arrangementer, hvor man møder gamle venner og klassekammerater og hygger sig. Det er begivenheder, der har været med til at samle Hillerød, og derfor må vi se at få stablet nogle andre arrangementer på benene som erstatning. Og så er det vigtigste selvfølgelig, at foreningerne får mulighed for at tjene nogle penge til arbejdet i deres foreninger," lyder det fra Claus Andreassen.

Claus Andreassen mødtes søndag eftermiddag med den tidligere kræmmerformand Hans Øder på markedspladsen og drak en øl.

"Det var en rigtig god måde at slutte af på. Hans Øder har været med i mange år, og han kan en masse historier og anekdoter om kræmmermarkedet, og det var fantastisk at høre om, hvordan det var dengang, han var formand. Der er virkelig mange gode og positive historier fra kræmmermarkedet," fortæller Claus Andreassen, der selvfølgelig kommer til at savne det årlige kræmmermarked.

"Der er opstået nogle helt specielle venskaber i de netværk, der er omkring kræmmermarkedet, og jeg er meget imponeret over, hvor mange frivillige, der har stillet op år efter år. Der er forældre, der har hjulpet til, selv om deres børn er stoppet med at gå til spejder eller med at spille fodbold, og det er jo fordi, de har hygget sig og har kunnet se, at de har været med til at gøre en forskel. Jeg vil godt takke alle dem, der i 36 år har været med til at stable kræmmermarkedet på benene. Uden dem havde kræmmermarkedet været lukket for mange år siden," slutter Claus Andreassen.

Publiceret 03 September 2018 07:29

SENESTE TV