Henrik Kläning har lukket sin tøjbutik på Slotsgade.

Henrik Kläning har lukket sin tøjbutik på Slotsgade. Foto: Mette Dolmer Thygesen

Tøjbutik er lukket: Henrik takker af efter 20 år

Henrik Kläning har valgt lukke Solid på Slotsgade

Af
Martin Warming

handelsliv Tøjbutikken Solid på Slotsgade er lukket.

Henrik Kläning, der har haft butikken i 20 år (først i form af en Jack & Jones og de sidste ti år som Solid), har nemlig valgt at gå på pension. Godt nok en lidt tidlig en af slagsen, men tiden var inde nu, fortæller han til Hillerød Posten.

"Detailhandlen er vingeskudt, og jeg må indrømme, at det har været lidt op ad bakke det sidste års tid. Det er nye tider, og folk handler på en anden måde, end de gjorde tidligere," siger Henrik Kläning med henvisning til den øgede internethandel.

"Det har ikke noget med byen eller branchen at gøre, men derimod kundernes måde at handle på, og det er jo en udvikling, der er svær at stoppe. Det har da ikke været nogen nem beslutning for mig at lukke butikken. Jeg har haft rigtig mange gode oplevelser i Hillerød, og de fleste af årene har været positive. Jeg har haft en masse faste kunder og lært en masse mennesker at kende, som jeg kommer til at savne, men jeg synes, at tiden var inde nu," siger han.

Henrik Kläning skal nu nyde sit tidlige otium i villaen i Greve og bruge tiden sammen med blandt andre sin kone, sine tre døtre og børnebørnene, fortæller han.

Publiceret 18 August 2018 10:00

SENESTE TV