Udvalgsformand om hotelplaner: "Vi aner ikke, hvordan det kommer til at se ud"

Det kommende byggeri på markedspladsen får hård kritik - men ingen aner endnu, hvordan det kommer til at se ud, understreger udvalgsformand

Af
Martin Warming

byggeri Dan Riise (V), der er formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget i Hillerød Kommune, understreger, at der intet er blevet besluttet omkring de byggeplaner, som PFA Pension har på Markedspladsen i Hillerød.

PFA Pension købte sidste år grunden for ti millioner kroner, og planen er, at der skal opføres et hotel, en række boliger og et supermarked, men byggeplanerne har fået hård kritik med på vejen af blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, der blandt andet mener, at byggeriet kommer til at skæmme området og ikke mindst slottet. Foreningen bruger ord som 'katastrofe' i en indsigelse, de har sendt til Hillerød Kommune.

Men der er altså endnu ingen, der - for at sige det lige ud - aner, hvordan det endelige byggeri kommer til at se ud, understreger Dan Riise.

"Det her projekt har slet ikke været omkring vores udvalg endnu. Det eneste, alle taler om, er et billede af byggeriet, men ingen af os ved endnu, hvordan det reelt kommer til at se ud," siger Dan Riise til Hillerød Posten.

Mellem fem og syv etager

Han forventer, at sagen kommer på udvalgets dagsorden til oktober.

"Jeg har hørt, at det er et byggeri, der ligger på mellem fem og syv etager. Jeg kan bedst lide bygninger, der er noget spil i – altså hvor der er lidt niveauforskelle - men vi kender som sagt ikke projektet endnu. Jeg kan i princippet godt forstå dem, der er lidt bekymret for, hvordan det kommer til at se ud. Det er jeg også, men jeg glæder mig til at se projektet og fremlægge det for byen, så vi har et ordentligt grundlag at debattere videre på," siger Dan Riise og fortsætter:

"Jeg ved dog, at antallet af parkeringspladser skal være det samme som i dag, og jeg ved også, at antallet af busholdepladser skal det samme på nær en enkelt plads. Det er vigtigt for mig at slå fast," siger han til Hillerød Posten.

Behov for hotel?

Formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød, Michael Liesk, stiller samtidig spørgsmål ved, om der overhovedet er behov for et hotel på Markedspladsen.

"Det kan jeg jo ikke svare på, men jeg forestiller mig, at PFA Pension og Zleep Hotels har gjort sig nogle tanker omkring det. Man kan mene, hvad man vil, men Markedspladsen er jo ikke en særlig køn plads, som den ser ud i dag, og jeg tror faktisk, at det ender med at blive et rigtig godt projekt for byen og for området. Det kunne da også være dejligt, hvis nogle af de mange turister, der kommer til byen, valgte at overnatte lokalt og bruge nogle af Hillerøds butikker, cafeer og restauranter. Det må da være et aktiv for hele byen," siger han.

Publiceret 16 August 2018 10:00

SENESTE TV