Crane Brothers åbner i Fox & Hounds gamle lokaler på Torvet på torsdag. Fra venstre er det Morten Varano, der ejer baren sammen med pladeselskabet Crunchy Frog, Karla Sommer, der er personale- og driftchef, og Thomas Borge.

Crane Brothers åbner i Fox & Hounds gamle lokaler på Torvet på torsdag. Fra venstre er det Morten Varano, der ejer baren sammen med pladeselskabet Crunchy Frog, Karla Sommer, der er personale- og driftchef, og Thomas Borge. Foto: Martin Warming

Ny bar på Torvet: "Her skal man kunne tale sammen"

Crane Brothers åbner i Fox & Hounds gamler lokaler

Af
Martin Warming

Hillerød får snart en ny bar, når Crane Brothers slår dørene op i Fox & Hounds gamle lokaler på Torvet torsdag.

Det er pladeselskabet Crunchy Frog og Morten Varano, der står bag den nye bar på Torvet, og det er absolut ikke nyt for hverken pladeselskabet eller Morten Varano at drive en bar. Morten Varano har Rust på Nørrebro og Høker på Vesterbro, og derudover har han sammen med pladeselskabet Whammy Bar på Amager og The Mudhoney på Nørrebro.

"Vi glæder os rigtig meget til at slå dørene op til vores nye bar her i Hillerød. Crane Brothers skal være et sted, hvor der er en rigtig hyggelig stemning, og vi har gjort meget ud af indretningen, så der kommer sådan en 'biblioteks-stemning over stedet. Jeg er sikker på, at det her ville have været Hemingways favoritbar i Havana," lyder det fra Morten Varano, mens han viser Hillerød Posten rundt i de nyindrettede barlokaler.

Gamle lamper og biografsæder

Han er specielt stolt af de gamle 70'lamper, som han med tiden har fået skrabet sammen og som nu hænger smukt ned fra loftet og på væggene i den nye bar på Torvet.

"Det er gamle Claus Bolby-lamper, som jeg har fundet forskellige steder. Jeg synes, de er med til at skabe en rigtig hyggelig stemning," siger Morten Varano og peger i samme åndedrag på de gamle biografsæder, der står rundt omkring i baren.

"Vi har faktisk købt 160 gamle biografsæder. Indtil videre har vi sat seks af dem op her i underetagen, men planen er, at vi skal bruge flere af dem, når vi åbner op på førstesalen senere på året," fortæller Morten Varano.

De to to messing-traner, som stammer fra et gammelt palæ i Sydtyskland, er årsagen til navnet på Hillerøds nye bar.

De to to messing-traner, som stammer fra et gammelt palæ i Sydtyskland, er årsagen til navnet på Hillerøds nye bar. Foto: Mads Meinertsen

Lukker lidt tidligt

Crane Brothers vil i første omgang holde åbent fredag og lørdag til klokken 2 - selv om baren faktisk har spiritusbevilling helt til klokken 5.

"Vi har valgt at lukke lidt tidligt, da Crane Brothers skal være et sted, hvor man går hen og hygger sig med en god cocktail, kop kaffe eller øl, efter at man eksempelvis har været ude at spise en middag. Der vil være god musik i højttalerne men ikke højere end, at man stadig kan tale sammen. Målgruppen er nok primært folk over 25 år, men man er selvfølgelig også velkommen, hvis man er yngre," siger Morten Varano.

"For os handler det ikke om at lukke så mange gæster ind som overhovedet muligt. Dem, der er her, skal have det godt, og man skal ikke stå som sild i en tønde," tilføjer han.

Nu kunne man jo fristet til at tro, at baren er opkaldt efter tv-serien 'Frasier', hvor de to brødre Frasier og Niles hedder Crane til efternavn. Men det er slet ikke tilfældet.

"Vi har købt to messing-traner (trane er crane på engelsk, red.) hos en antikvitetsforhandler i Fårevejel, der havde fundet dem i et gammelt et palæ nede i Sydtyskland, og dem kunne jeg simpelthen ikke stå for. De to traner vil byde gæsterne velkommen, når de træder ind af døren, og så lå den jo lige til højrebenet, at vi skulle kalde baren for Crane Brothers," siger Morten Varano.

Den nye bar åbner torsdag den 16. august klokken 16.

Publiceret 12 August 2018 06:00