Af alle landets kommuner er det Norddjurs, der kan melde om største stigning i hussalget.

Huspriserne i Hillerød er i gennemsnit steget med 11 procent det sidste år. Foto: Martin Ballun Ritzau Scanpix

Se tallene: Så meget er huspriserne steget i Hillerød

Hillerød er en af de byer, der har oplevet de største prisstigninger på huse

Af
Martin Warming

Husejerne i Hillerød kan nyde morgenkaffen med et ekstra smil på læben i øjeblikket.

I Hillerød er huspriserne nemlig i gennemsnit steget med 11 procent det sidste år tid.

Det viser tal, som ejendomsmæglerkæden Home har fået fra Boligsidens markedsindeks.

En villa i Hillerød på 140 kvadratmeter koster i dag i gennemsnit 2.872.211 kroner, mens gennemsnitsprisen for et lignende hus sidste år lå på 2.589.532 kroner. Det svarer til en prisstigning på 11 procent, og dermed er Hillerød en af de byer i hele landet, hvor huspriserne er steget mest fra 2017 til 2018.

Det hænger blandt andet sammen med, at huspriserne i København har nået loftet, fortæller Lone Bøegh Henriksen, der er indehaver af Home i Hillerød

"Vi har gennem de sidste fem år set meget høje prisstigninger på ejerlejlighederne i København, men nu har prisstigningerne i København nået loftet, og så sker der typisk det, at det smitter af på de omkringliggende byer, hvor priserne så også begynder at stige. Det breder sig altså lidt som ringe i vandet," fortæller Lone Bøegh Henriksen til Hillerød Posten.

"Mange af dem, der har haft ejerlejlighed i København, har valgt at sælge og har fået en god friværdi med sig, og de har måske et ønske om at komme lidt væk fra København, fordi de har fået børn eller bare vil lidt væk fra storbyens larm, og det er også med til at presse priserne i vejret i blandt andet Hillerød,” tilføjer hun.

En attraktiv by

Men det er ikke kun de høje prisstigninger på huse og lejligheder i København, der er skyld i, at huspriserne i Hillerød er begyndt at skyde i vejret.

"Man får stadig rigtig meget for pengene i Hillerød. Hillerød er et attraktivt sted at slå sig ned. Det er en by i vækst, der er mange arbejdspladser, der er rekreative områder, og samtidig er det tæt på København," siger Lone Bøgh Henriksen.

Tallene fra Boligsidens markedsindeks viser, at en kvadratmeter i Hillerød i gennemsnit kostede 18.497 kroner i 2017, mens den i 2018 i gennemsnit koster 20.516 kroner. Altså en stigning på knap 11 procent.

Publiceret 09 August 2018 06:00

SENESTE TV