Posen har fået en talerstol

Hillerød Borgerstiftelse har doneret en talerstol til Hillerød, der nu står på Posen

donation I forbindelse med Hillerød Borgerstiftelses 150 års jubilæum i 2017 besluttede foreningen at forære Hillerød by en gave.

Hillerød Kommune takkede ja til gaven, der er en talerstol, der er udført i en mere end tre ton tung granitsten, der er blevet bragt hertil med isen i løbet af den sidste istid fra det østlige Sverige. Stenen blev fundet på Solrødgård i udkanten af Hillerød, hvor den var dukket op i forbindelse med anlægsarbejdet til den nye klima- og miljøpark.

Se den nye talerstol i 'fuld figur' i galleriet nederst i artiklen

Billedhuggeren Søren Schaarup, der er formand for Dansk Billedhuggersamfund, har arbejdet med stenen henover vinteren 2017/18.

"Min ide med udformningen har været at lade talerstolen stå med sin naturgivne form og så skabe en skulpturel effekt ved forme og polere enkelte partier på stenen, der fremstår, som en kontrast til den rå overflade og visuel bryder ud gennem denne som bobler. Herved refererer disse 'tanke - talebobler' til stenens funktion, som platform for mangfoldige tanker og ideer fra kommende talere på stedet," siger Søren Schaarup.

Det har været en længerevarende proces siden ideen om talerstolen blev skabt. Talerstolen har dog nu fundet sin plads, da den blev placeret på Posen i fredags. Den officielle overdragelse sker dog først lørdag den 18. august klokken 10, hvor Borgerstiftelsens formand, Helge Fyrsterling, vil overdrage talerstolen til Hillerød by ved borgmester Kirsten Jensen.

mw

Publiceret 08 August 2018 10:00

SENESTE TV