"Vi skal blive bedre til at tale sammen"

Nu kan du træne samtalemusklerne i Store Dyrehave

Af
Martin Warming

samtale I august og september har samtale-interesserede i Hillerød og omegn mulighed for at deltage i en anderledes form for samtaler. Samtaler, der går et spadestik dybere end ”Nå, men hvad går du så og laver?" og samtaler, der måske åbner op for nye indsigter og perspektiver på livet.

Det er Sille Schirmer, der står bag samtale-turene, der bliver afholdt i Store Dyrehave. Igennem de sidste otte år har hun gået ture med folk, hun ikke kender for at afprøve rammerne for de gode samtaler.

Konklusionen er, at den samtale, vi kan have med en fremmed, ofte bliver mere udforskende og mindre forudsigelig, end vi er vant til. Den form for samtale bidrager til at øge vores selvindsigt og styrke vores mentale modstandsdygtighed, mener Sille Schirmer.

Mange af os har svært ved at tale om de nære og de svære ting, som også ofte er tabuiserede eller skamfulde. Konsekvensen bliver, at vi bøvler med for meget alene

"Vi skal turde tale om det, der fylder i vores liv. Vi skal øve os i at formulere for os selv, hvad der er livgivende, hvad der er svært, og hvad der er vigtigt. Og så skal vi blive meget bedre til at bruge hinanden. Mange af os har svært ved at tale om de nære og de svære ting, som også ofte er tabuiserede eller skamfulde. Konsekvensen bliver, at vi bøvler med for meget alene. Vi skal simpelt hen blive bedre til at tale sammen," siger hun.

Og når man kender sig selv bedre, har man også nemmere ved at navigere i sit eget liv, mener Sille Schirmer.

"Dybe samtaler styrker vores mentale modstandskraft, giver nye perspektiver på livet og gør, at vi står stærkere i modvind. En samtale med en man ikke kender i forvejen, er samtidig en indsigtsgivende og ufarlig måde at bringe sig selv ud af de vante rammer og måske få et nyt perspektiv på nogle af de ting, man er optaget af," siger hun.

Det er ikke tilfældigt, at Sille Schirmer har valgt, at 'samtale-turene' skal foregå i skoven.

"Ofte når vi mødes og har en snak, foregår det inden døre, og vi sidder over for hinanden. Det kan virke både konfronterende og begrænsende. Når vi er i bevægelse og går ved siden af hinanden, får vi både ilt til hjernen, og vi skuer fremad. Der er på alle måder højt til himlen, og tankerne får større bevægelsesfrihed. Samtidig kalder naturen for de fleste af os på en ro og et nærvær, som er befordrende for de lidt dybere samtaler," mener hun.

Samtalekort

Det er ikke altid nemt at tale sammen på nye måder, så derfor har Sille Schirmer nu udviklet et sæt samtalekort, der hjælper samtalerne på vej – blandt fremmede og blandt mennesker, der allerede kender hinanden.

"I mit arbejde med at udlede essensen af de sidste otte års samtaler, har jeg kigget efter fællesnævnere. Hvad har været særligt interessant, hvad kommer næsten altid op, og hvornår er noget på spil i samtalen. Jeg har kogt det ned til 12 temaer, der fungerer som samtalestartere og inviterer til samtaler om de ting, der er afgørende for, om vi står stabilt i livet, og som har betydning for, hvordan vi udvikler os," fortæller hun.

Samtalekortene kan du afprøve i en samtale med en fremmed i Store Dyrehave tirsdag den 14. august eller torsdag den 13. september. Du kan komme alene, eller I kan komme flere, der kender hinanden.

"Jeg starter med et kort oplæg til turen, og så mikses deltagerne på kryds og tværs – det vil sige, at man går en tur og får en samtale med en, man ikke kender," siger Sille Schirmer..

Det er gratis at deltage i turene, der starter klokken 17.30, men du skal tilmelde dig på www.schirmertalks.com, hvor du også kan læse mere om turene.

Publiceret 06 August 2018 07:46

SENESTE TV