Læsehunde hjælper børn

Lyttende vovser besøger Maxi Zoo i Hillerød fire dage i august

læsehjælp Der findes ikke noget mere magisk end at kunne forsvinde væk i bøgernes eventyrlige verden - ikke mindst når man netop har knækket koden til at læse.

Desværre har hele 15 procent af danske skolebørn læseudfordringer eller manglende motivation til at læsetræne, men det er der råd for.

Foreningen Læsehunde besøger i uge 32 og 33 Maxi Zoo i Hillerød, hvor der i butikken vil være mulighed for at høre mere om de spændende læsetilbud og måske endda prøve at læse for de søde vovser.

De lyttende hunde og ejerne tilbyder en tryg og hyggelig læsestund for børn fra 1. til 5. klassetrin, der har brug for en god oplevelse med at læse.

Bagefter vil der være tid til hygge med godbidder til både fire- og tobenede. Derudover kan man gå hjem med en idé om, hvordan man kan få glæde af et læseforløb med de lyttende hunde fra Foreningen Læsehunde.

Flere hunde søges

Har man en hund og lyst til at hjælpe børn med vanskeligheder, så vil der i uge 32 og 33 også være mulighed for at få information om, hvordan det kan blive muligt.

Her vil Foreningen Læsehunde stå klar til at fortælle om, hvordan man kan blive en del af foreningen og få indblik i, hvordan man kan blive klædt på til at støtte og opmuntre børn med læsevanskeligheder.

Mød Foreningen Læsehunde

Torsdag 9. august kl. 16-18

Fredag 10. august kl. 16-18

Fredag 17. august kl. 16-18

Lørdag 18. august kl. 14-16

Publiceret 29 July 2018 17:00

SENESTE TV