Akvareludstilling åbnet med 200 besøgende

Lørdagens fernisering på nye akvareludstilling på Annaborg trak mange besøgende til

Den nye sommerudstilling 'Øresund' med akvarelkunst fra både Danmark og Sverige blev lørdag 21. juli markeret med fernisering, og tæt på 200 besøgende lagde på dagen vejen forbi lokalerne for at se de mange akvareller, som 23 forskellige kunstnere står bag.

Ferniseringens åbningstaler blev rykket ud i det varme sommervejr, hvor Hillerød Kunstforenings formand Margit Borring bød velkommen og takkede udstillingens to kuratorer Marianne Gross og Mona Sloth. Marianne Gross fortalte i sin tale, at hun og Mona Sloth med stor glæde og entusiasme tog imod opgaven fra Hillerød Kunstforening om at foreslå kunstnere og udvælge de billeder, der skulle med på udstillingen samt udarbejde ophængningsplanen.

Forkærlighed for vand

"Vand deler og vand samler - i bredeste forstand, om det er vand i små beholdere til akvarelmaling eller vand i sø og hav som transport og næringsvej. Selvom Sverige og Danmark skilles i to lande via grænsen i Øresund, så har vi i Norden længe haft tradition for at bringe os frem til hinanden ad vandvejen, så Øresund har også samlet folket i regionen og givet os øget samkvem med hinanden til alle tider. Og akvarelmalere er samlet her i dag forenet i vor forkærlighed for vand," sagde hun.

Vises i Sverige

Hillerød Kunstforening har et samarbejde med MKK, som er en kunstforening for ansatte i Malmö kommune. De to kunstforeninger har bl.a. bestemt sig for at fremme kunsten på tværs af landegrænsen og viser af og til udstillinger med deltagere ”fra den anden side”.

"Derfor er det helt oplagt, at MKK også er interesseret i at vise Øresundsudstillingen for et svensk publikum og arbejder nu på at få en del af udstillingen til Limhamns Konsthall, når den pilles ned fra Annaborg i slutningen af august," sagde Marianne Gross.

Udstillingen på Annaborg kan ses frem til den 26. august.

Mdt

Publiceret 24 July 2018 06:00

SENESTE TV