Konference: Næsten 60.000 indbyggere i Hillerød i 2028

Byens Ejendom inviterer til stor konference om de mange byggeprojekter i Hillerød Kommune

konference Byens Ejendom, Videnscenter for Byudvikling, inviterer igen i år på en stor konference om de store byggeprojekter i Hillerød Kommune. Det sker 12. december på Pharmakon på Milnersvej 42 A.

Ifølge oplægget vil Hillerød Kommune opleve en befolkningsvækst frem mod 2028 på over 17 procent, og indbyggertallet vil have rundet 59.400 indbyggere i 2028. De store byggeprojekter - og virksomheder der udvider - tiltrækker investeringer og arbejdskraft fra hele verden.

Nyt hospital

Med det nye hospital på 115.800 kvadratmeter til 4,4 milliarder kroner vil man få mange nye arbejdspladser til byen, og en helt ny 3.000.000 kvm stor bydel syd for Hillerød, Favrholm, skal bygges i tilknytning til det. Favrholm vil få Hillerød til at vokse med 20 procent og vil huse 4000 nye hillerødborgere. Samtidig vil bydelen få en ny kombineret S-togs- og lokalbanestation til 360 millioner kroner.

Også udviklingen af Ullerød Nord er gået i gang, og bydelen kommer til at huse 550 nye boliger og vil tegne sig for en stor andel af villa- og rækkehusbyggerierne i kommunen.

Hotel på Markedspladsen

Byggeriet af hotel og boliger på Markedspladsen er også til debat. Her planlægges det at opføre et hotel med 95 trestjernede hotelværelser, en morgenmadsrestaurant samt et lobbyområde fordelt på en 3000 kvm grund. Desuden skal der opføres 50 seniorvenlige boliger på en 5000 kvm stor grund, og derudover vil man opføre et supermarked på 1600 kvm samt en parkeringskælder. Ifølge oplægget vil byggeperioden løbe i perioden fra juni 2019 til november 2020. På konferencen får man indblik i, hvad status er på projektet.

Konferencen sætter fokus på forventningerne til Hillerøds udvikling i de kommende år. Byens største udviklingsprojekter præsenteres, og der gives et overblik over investeringsmuligheder, samt bolig- og erhvervsudviklingen i byen.

Publiceret 23 July 2018 06:00

SENESTE TV