Frederiksborg Slot og Slotshave er med i ny turistguide

Frederiksborg Slot og Slotshave er sammen med blandt andet Louisiana og Møns Klint kommet i den ny guide City Escapes

Turisme Så er chancen for, at Frederiksborg Slot og Slotshave bliver endnu mere kendt, blevet større. De to steder er kommet med i den nye turistguide City Escapes og er dermed kommet i fornemt selskab med blandt andet Louisiana, Arken, Rungstedlund og Møns Klint.

Det er Mercedes-Benz, der lancerer det nye oplevelseskoncept i indre København som det første sted i verden. Den tyske virksomhed stiller 20 biler til rådighed for københavnere, som har lyst til at opdage og bruge den fantastiske natur og de utallige kulturdestinationer, der ligger på hele Sjælland.

”City Escapes er et nytænkt oplevelsesrum, der inspirerer og giver mulighed for ture ud af byen. København er den første by, hvor vi afprøver City Escapes-konceptet, og er valgt, fordi vi ser den som en af de mest kreative og trendsættende byer i verden,” siger David Engstrøm, Head of PR & Communications hos Mercedes-Benz Danmark i en pressemeddelelse fra firmaet.

Uanset om du er til sildefrokost på Gilleleje Havn, vil se skulpturer i verdensklasse på Rudolph Tegners Museum, opleve den barske natur ved Møns Klint eller spise picnic i en båd og springe i vandet i Esrum Sø - så kan du tage en af de 20 biler. Og nu kan bilerne også køre til Frederiksborg Slot og Slotshave.

Som en del af City Escapes har Mercedes-Benz indgået samarbejder med en række museer på Sjælland og kommer til at inddrage en række uventede partnere på tværs af design, mode, natur og kultur, ligesom en særlig City Escapes-guide er blevet udviklet og trykt i knap 60.000 eksemplarer, skriver Mercedes-Benz i pressemeddelelsen.

Pragt og storhed

I guiden er slottet og haven anbefalet med blandt andet disse ord:

"Fortab jer i en pragt og storhed, vi ellers ikke er vant til i Danmark. Frederiksborg Slot er komplet overvældende både indenfor og udenfor. Selve slottet ligger midt i en sø, og I kommer frem til det via snævre gyder og en bro, indtil den kæmpe slotsplads pludselig åbner sig. Indenfor venter yderligere pragt, men brug også tid på at opleve slottets have."

Kapp

Publiceret 20 July 2018 06:00

SENESTE TV