Opfordring fra Nordsjællands Politi: Pas på listetyve i sommervarmen

De varme sommerdage lokker listetyvene til, derfor opfordrer politiet Hillerød-borgerne til at være ekstra opmærksomme

Af
Kristina Pihl

De høje temperaturer denne sommer indbyder til, at man med hjælp fra åbne døre og vinduer får luftet godt og grundigt ud i hjemmet. De mange åbne døre og vinduer risikerer dog at lokke listetyve til at snige sig ind i folks boliger og stjæle, selvom der er nogen hjemme. Derfor opfordrer Nordsjællands Politi borgerne til at låse døre og sikre vinduer, uanset om de er hjemme eller ej.

Nordsjællands Politi skriver i en pressemeddelelse, at de har modtaget flere anmeldelser om listetyve, der har sneget sig ind i folks boliger, selvom nogen har været hjemme.

"Det er meget uforskammet at liste ind i et andet menneskes bolig for at stjæle, og det gør det ikke bedre, at der endda er nogen hjemme. Forhåbentlig kan vi med denne advarsel medvirke til, at færre bliver udsat for det", fortæller politiinspektør Carsten Spliid fra Nordsjællands Politi.

Listetyvene er sjældent længe om deres forehavende, hvilket en anmeldelse fra torsdag 12. juli vidner om. Her var en mand i bad midt på dagen, og da han kom ud igen, havde en listetyv stjålet er par computere og en telefon fra mandens hjem. Derfor gælder rådene om at sikre døre og vinduer også, selv hvis man blot har et kort ærinde, hvor man ikke kan holde øje med sin bolig. Skulle man i øvrigt opdage en listetyv, skal man omgående kontakte politiet.

"Hvis man overrasker en listetyv, vil listetyven som oftest stikke af med det samme, men det er naturligvis stadig meget ubehageligt at have haft en uindbudt gæst i sit hjem. Jeg opfordrer derfor på det kraftigste til, at man kontakter politiet, også selvom listetyven stikker af uden tyvekoster, så vi kan undersøge hændelsen," slutter Carsten Spliid.

Publiceret 14 July 2018 06:20

SENESTE TV