400 studenterne sprang ud

400 studenter blev fredag fejret på Frederiksborg Gymnasium & Hf

348 stx-studenter og 51 hf'ere dimiterede fredag 29. juni fra Frederiksborg Gymnasium og hf.

Hf'erne blev fejret i festsalen fra morgenstunden klokken 9, mens de mange stx'ere var samlet med deres familier i sportshallen klokken 11.

Til translokationerne blev der både sunget med på 'Der er et yndigt land' og 'Danmark nu blunder den lyse nat', og eleverne optrådte med musikalske indslag og holdt taler.

Knap 400 elever dimitterede fredag fra Frederiksborg Gymnasium.

Knap 400 elever dimitterede fredag fra Frederiksborg Gymnasium. Foto: Frederiksborg Gymnasium

Rektor Peter Kuhlmann sammenlignede i sin tale eleverne med humlebier. For han kommer altid til at tænke på humlebier, når han siger goddag til de nye elever i august, sagde han:

Jeg har ikke altid troet på, at I alle sammen kunne bestå eksamen, men I gjorde det alligevel

"Det påstås jo, at humlebien slet ikke kan flyve, men den ved det ikke selv. Derfor flyver den bare, selvom en franskmand i 1934 beregnede ved hjælp af matematiske modeller, at den ikke kunne flyve. Det samme med jer. Jeg har ikke altid troet på, at I alle sammen kunne bestå eksamen, men I gjorde det alligevel, selvom enkelte af jer måtte baske ret kraftigt med vingerne her til sidst under eksamen for at få huen på. Men det lykkedes".

Udfolde deres potentiale

Nu er det afgørende, at studenterne får valgt den uddannelse og det job, hvor de kan udfolde deres fulde potentiale, sagde rektoren:

"Det er lidt af en udfordrende opgave. Måske bliver I nødt til at vælge om og prøve noget nyt. Det er naturligvis hårdt at tage fejl, men det er langt værre aldrig at have forsøgt, som en tidligere amerikansk præsident Theodore Roosevelt skrev engang. Så derfor - forfølg jeres drømme. Lykkes drømmen ikke, så er det bare med at komme op på hesten igen og skabe et nyt billede, et nyt mål med jeres liv. Verden er nemlig altid fyldt med muligheder, hvis man husker altid at fokusere på nye muligheder i stedet for nye forhindringer," sagde han.

Lykkes drømmen ikke, så er det bare med at komme op på hesten igen

Mobilen som sutteklud

Og han opfordrede eleverne til at tænke over, hvor meget de bruger deres mobiltelefon:

"Mobiltelefonen er i dag jeres sutteklud, som I næsten ikke kan undvære. Jeg har endog set en elev falde ned ad trappen, fordi hun var dybt koncentreret om den sidste sms på sin mobiltelefon," sagde han og understregede, at han ikke er modstander af mobiltelefoner.

"Men husk lige på, at den korteste vej mellem to mennesker er et smil og ikke en sms. Det er ikke nok at være i virtuel kontakt med venner og familie. Det er meget mere vigtigt at tale sammen. At være sammen. At glæde sig sammen, når det går de andre godt og være der med trøst og støtte, når de er ulykkelige og har modgang i livet," sagde han.

Mobiltelefonen er i dag jeres sutteklud, som I næsten ikke kan undvære

Til slut blev alle eleverne fotograferet samlet foran gymnasiet og kunne så køre ud og fejre eksamensdiplomet og huen i deres vogne.

Mdt

Publiceret 10 July 2018 14:00

SENESTE TV