Der var rejsegilde på byggeriet af de nye boliger på Stauns Hjørne forleden.

Der var rejsegilde på byggeriet af de nye boliger på Stauns Hjørne forleden. Foto: Martin Warming

Rejsegilde på Stauns Hjørne: "Det her sted har ikke været Hillerøds kønneste i mange år"

Frederiksborg Boligselskab er i fuld gang med at opføre 15 nye familieboliger midt i Hillerød

Af
Martin Warming

byggeri Der var rejsegilde på byggeriet af de 15 almene familieboliger, der i øjeblikket er i gang med bygget på hjørnegrunden i krydset Østergade og Nordre Jernbanevej - også kaldet for 'Stauns Hjørne' - forleden.

"Vi kender alle sammen eventyret om den grimme ælling. Den lille grimme ælling, der må så meget igennem, inden den ender som den store smukke svane. Og det er jo ikke helt tilfældigt, at jeg kommer til at tænke på den grimme ælling i dag. For hånden på hjertet – det her sted har ikke været Hillerøds kønneste i mange år," sagde borgmester Kirsten Jensen blandt andet i sin tale til rejsegildet på det nye byggeri.

"For hånden på hjertet – det her sted har ikke været Hillerøds kønneste i mange år," sagde borgmester Kirsten Jensen blandt andet i sin tale til rejsegildet på det nye byggeri. Foto: Martin Warming

Grunden har ligget hen 'øde' hen i mange år, men nu er Frederiksborg Boligselskab, der er bygherrer, altså i fuld gang med at få opført 15 almene boliger, der blandt andet får egen altan eller terrasse.

"Når man ser lidt tilbage på grunden med rockerborg og grusareal, er der sket meget siden første spadestik. Bygningen er skudt op, og man kan fornemme helheden og boligerne," lød det fra Anette Fogh, der er formand for Frederiksborg Boligselskab.

Fire etager og blankt murværk

Byggeriet opføres som etagebyggeri i fire etager og kommer til at indeholde boliger med både to, tre og fire rum. Bebyggelsen opføres i blankt murværk med grå tegl og fuger med et lille spring i facaden, der markerer stueetagen og en gesims, der afslutter murværket mod taget. Taget udføres i skifer med kviste, der beklædes med zink.

Nogle af beboerne i det nye byggeri får en fantastisk udsigt.

Nogle af beboerne i det nye byggeri får en fantastisk udsigt.

"Det bliver en rigtig dejlig lille boligforening, der kommer til at ligge her. Det glæder mig at KAB og Frederiksborg Boligselskab på trods af, at der 'kun' er plads til 15 familieboliger, har valgt at bygge her. De kommer til at ligge allermest attraktivt i Hillerød, tæt på alle herlighederne," sagde Kirsten Jensen.

"Jeg er overbevist om, at dette hus bliver et fantastisk sted at bo for nye beboere. Jeg tror også, at de kommer til at værdsætte deres naboer, så de kan træffe hinanden og leve i et hus, der ligger op af gågaden, slotsparken, biografen og fem minutters gang fra stationen. Jeg håber, at børnefamilier, ældre og enlige kan finde sig selv til rette i huset," sagde Anette Fogh.

Byggeriet forventes at være færdigt i april 2019.

"Jeg er overbevist om, at dette hus bliver et fantastisk sted at bo for nye beboere," sagde Anette Fogh, der er formand for Frederiksborg Boligselskab i sin tale ved rejsegildet. Foto: Martin Warming

Publiceret 07 July 2018 08:00

SENESTE TV