Anders Samuelsen genvalgt som spidskandidat i Nordsjælland

Der er både erfarne og nye folk på LA's nye opstillingsliste

Politik Partileder, Anders Samuelsen, blev forleden genvalgt som spidskandidat for Liberal Alliance i Nordsjælland.

"Der er lidt under et år, til der skal være folketingsvalg, og derfor skal alle sammen ud og holde den liberale fane ekstra højt, så danskerne kan se, at der er et bundborgerligt projekt, der handler om mere frihed, mindre bureaukrati, lavere skat og mere vækst. Det har Danmark brug for, og der er ingen, der kæmper hårdere i den kamp end Liberal Alliance," siger Anders Samuelsen i en pressemeddelelse.

På opstillingsmøde blev nuværende folketingsmedlem May-Britt Kattrup valgt som nummer to på partiets liste, mens Liberal Alliances medlemmer valgte det tidligere byrådsmedlem i Fredensborg, Knud Løkke Rasmussen, ind på partiets tredjeplads. Udover de tre øverst prioriterede kandidater blev Ole Holleufer, byrådsmedlem i Furesø Kommune, valgt som nummer fire på partiets liste, Kira Danholm fra Helsingør som nummer fem og Steffen Sjørslev fra Egedal som nummer seks.

"Jeg bliver altid pavestolt, når nogen ønsker at melde sig ind og stille op for Liberal Alliance. Og nu er der 6 på listen i min kreds her i Nordsjælland. Det er et stærkt hold, der både tæller erfarne og nye kandidater, der alle er dygtige og klar til at kæmpe den liberale sag," siger Anders Samuelsen i pressemeddelelsen fra Liberal Alliance.

mw

Publiceret 05 July 2018 07:00

SENESTE TV