Gadevang holder kæmpe byfest til Sankt Hans

Sankt Hans aften holder gadevængerne den fjerde Gadevang Byfest, hvor lokalrådet sammen med lokale frivillige fra byens sportsklubber, frivillige købmandscafé Jordnær, Asylet og lokale musikere bidrager til den fælles fest

Igen i år holder gadevængerne en stor sommerfest. I år er det til Sankt Hans 23. juni, og temaet er derfor hekse, trolde og magi. Byfesten er bygget på frivillighed og Gadevangs ildsjæle – repræsenteret i lokalrådet, sportsklubber, Jordnær og byens institution Asylet – er i fuld sving med at skabe årets fest.

”Vi er gode til at mødes og feste hver for sig i Gadevang. Der er påskefrokost for damerne, tennisfest, musikaftener og meget andet, men for tre år siden blev vi enige om en fælles fest for alle - børn, unge og ældre - i Gadevang og andre, der har lyst. Det giver et fantastisk fællesskab på tværs af byen. I år valgte vi så Sankt Hans-aften for at gøre det til en helt speciel fest,” udtaler formand for Gadevang Lokalråd Ole Strand i en pressemeddelelse.

Han er glad for, at byfesten er blevet en tilbagevendende tradition, der nu afholdes for fjerde gang.

Stjernestunder for Asylets børn

I mange år har Gadevang Asyl holdt en årlig sommerfest, men det har været vigtigt for initiativtagerne til byfesten at samskabe festen med nærmiljøet for at skabe fællesskab i byen. Ligesom det var vigtigt at åbne festen op for alle gadevængere og andre interesserede.

”Festen holdes stadig ved Asylet, og der er stadig elementer fra de gamle Asyl-fester, der går igen. Det er for eksempel, at Asylets børn optræder. Vi bruger rigtig mange timer sammen med børnene på at øve og træde frem på scenen og overvinde sig selv. Det er stort, når børn og unge i alle aldre sammen skaber stjernestunder, som det er, når de selv får en rolle i en hyggelig og sjov byfest,” siger leder i Asylet Gitte Nielsen.

Kokken tryller fra kæmpegriller

Forældrene bager også stadig kager til Jordnærs kaffebod og Asylet, forældre og øvrige gadevængere opstiller også boder med forskellige aktiviteter, konkurrencer og lækkerier.

Kokken Eric Wedelboe står for maden med frivillige hjælpere til at hakke, snitte, anrette og servere maden klokken 18. Porchettaen og oksekødet tilberedes på kæmpegriller og serveres sammen med kartoffelsalater og grønne salater. Der er solgt over 300 madbilletter på forhånd.

Både tennisklubben og Gadevang Idrætsforening stiller op med baner, så gadevængerne kan udfordre naboen eller børnene. Baren serverer fadøl, vin, drinks og læskedrikke.

Musik giver stemning

Efter børnenes optræden klokken 14.30 har Bo Møller Jensen sammensat et musikprogram med både lokale og professionelle musikere i alle aldre og indenfor forskellige genrer.

”I år entrérer vi både med gadevængere og professionelle folk, fordi vi vil skabe en festlig aften. Lise Dandanell synger sammen med bassisten Jon Bruland – og vi kan glæde os til en lille magisk koncert, kun sang og bas. Et lille nært møde med musik og mennesker,” siger Bo Møller Jensen.

Derudover spiller den københavnske trio Glasgow Strangers melodiske og hyggelige svingede rocknumre.

Lokale musikalske drenge i gruppen Kaleido spiller jazzsvingede og funky hjemmekomponerede numre, og Jordnærs kokke Kokkederos spiller dansevenlige hits i countrystyle. Efter båltalen spiller Troels Drasbech og band dansabel glitter glimmer glam.

Tale af borgmesteren

Borgmester Kirsten Jensen holder velkomsttalen med et drys af hekse, trolde og magi, men præst Eva Holmegaard holder båltalen. Sangerinden Lise Dandanell synger for til både midsommervisen og 'Danmark nu blunder den lyse nat'.

Kunstneren Louise Lagoni og byens kreative håndværker Heidi Fredericia vil i løbet af eftermiddagen hjælpe børnene med at skabe magiske hekse og trolde, der skal på bålet, hvis det må tændes.

Publiceret 22 June 2018 05:00

SENESTE TV