Anna Libak afløser Klaus Markussen på stemmesedlen

Hillerødkredsen opstiller kendt journalist og debattør som spidskandidat i kredsen, som dækker Hillerød og Gribskov kommuner

Viceborgmester Klaus Markussen meddelte efter folketingsvalget i 2015, at han ikke længere ville gå efter en plads i Folketinget, og nu har Hillerød og Gribskovs vælgerforeninger deres nye spidskandidat klar, nemlig Anna Libak.

Hun opstilles som folketingskandidat i Nordsjælland til et opstillingsmøde mandag 2. juli klokken 19.30 i Helsingehallerne.

Det er en enig kredsbestyrelse, som indstiller journalist Anna Libak som spidskandidat i Hillerødkredsen, som består af kommunerne Gribskov og Hillerød.

Kredsformand glæder sig

Kredsen, som er en del af Nordsjællands Storkreds, har gennem tiden været repræsenteret af flere store Venstreprofiler, blandt andre Henning Christophersen og Thor Pedersen, og kredsformand Claus Bo Nielsen glæder sig over den nye profil:

”Vi ser frem til et succesfuldt opstillingsmøde og glæder os til det fremadrettede samarbejde med Anna Libak”, udtaler han i en pressemeddelelse.

Argumentationskraft

Det er lokalforeningernes bestyrelser i Hillerød- og Gribskov Kommuner, som anbefaler Anna Libak som kandidat, og de roser hende for hendes “argumentationskraft og politiske viden”.

Anna Libak er journalist, debattør og foredragsholder og er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet og som sprogofficer i russisk fra forsvaret. 

Hun har blandt andet været litteraturredaktør på Weekendavisen og Ruslandskorrespondent, udlandsredaktør og konstitueret chefredaktør for Berlingske. 

Hun sidder i bestyrelserne for Den Berlingske Fond, landskabsarkitektfirmaet Schønherr og Det Udenrigspolitiske Selskab. 

Anna Libak er gift og mor til tre børn på 24, 19 og 8 år. Hun bor i Valby.

Til opstillingsmødet vil det efter valget af folketingskandidat være en politisk debat, hvor tidens aktuelle temaer vil blive drøftet, og hvor det vil være muligt at stille spørgsmål til den valgte kandidat.

Kredsbestyrelsen er ikke bekendt med andre kandidater, der søger opstilling på opstillingsmødet. Mdt

Publiceret 19 June 2018 18:00

SENESTE TV