Foto: Mette Dolmer Thygesen

Foto: Mette Dolmer Thygesen

Hillerød-børn redder bierne

Børnehavebørn og skolebørn har gjort en ekstra indsats for insekterne

Børnene på Hillerød Lille Skole og i Ny Hammersholt Børnehus får den nærmeste tid besøg af endnu flere insekter og bier. De to hillerødinstitutioner er nemlig blandt de 100 udvalgte steder i landet, hvor de har modtaget stiklinger til nye planter, som tiltrækker insekterne.

Hillerød Lille Skole inviterede forleden Hillerød Posten forbi til at se de nye plantekasser, hvor børnene har plantet de mange vilde, danske planter, så de kan redde de truede bier og lokke småinsekterne til og studere dem. I alt har skolen og børnehaven modtaget flere end 500 stiklinger.

Fik du læst: Jubilæum: Svæveflyveklubben i Gørløse inviterer på tur

“Vi skal have gang i noget, der blomstrer, så flere insekter bliver tiltrukket af det - for vi har behov for mange flere steder til insekterne,” forklarede Charlotte Lykke, som er lærer på skolen og har stået for projektet.

“Børn skal lære at forstå, hvorfor insekter er vigtige og spiller en vanvittig stor rolle for naturen. Det lærer og forstår børnene kun ved at få fingrene i mulden og få 'hands on' på det, det handler om”.

En bi er ikke bare en bi

Børnene på skolen har lært om, at en bi ikke bare er en bi, og en myre ikke bare en myre. Der findes mange arter, som de har fået kendskab til. De har eksperimenteret med hvilke farver, som tiltrækker insekterne, og de har lært, at gule blomster, som ligner mælkebøtter, ikke altid bare er mælkebøtter - det kan for eksempel være en høst borst. De har skrevet en bog om engblomster med eventyr og lavet animationsfilm og meget mere.

Foto: Mette Dolmer Thygesen

Foto: Mette Dolmer Thygesen

Sjovt og hyggeligt

De børn, Hillerød Posten mødte, syntes, det var spændende, sjovt og hyggeligt at kreere de mange nye bed. De gik og vandede og lugede ukrudtet væk mellem stiklingerne.

“Vi skal helst ikke slå for mange blomster ihjel. For insekterne bor jo i planterne,” sagde Aslak.

Planterne, som de 100 institutioner i landet har modtaget, er udvalgt, fordi de er særlig gode til at tiltrække mange spændende smådyr ved hjælp af deres smukke blomster og særlige dufte. Dermed tiltrækkes flere smådyr, så børnene kan finde, iagttage og undersøge myldret af smådyr på deres skole eller i børnehaven.

Krible krable-projektet er udviklet af Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang og støttes økonomisk af Nordeafonden. Mindst 60.000 børn og voksne deltog i Krible Krable-måneden.

Publiceret 13 June 2018 10:00

SENESTE TV