Syv klubber deltog i Hillerøds målvogter-camp

Internationalt anerkendte Vanja Radic var hovednavn på campen

Hillerød Håndboldklub havde stor succes med deres første Målvogter Camp, der blev holdt i Frederiksborgcenteret.

Trods varmen var ikke mindre end 27 unge målvogtere fra syv klubber mødt op for at træne intensivt en hel weekend.

Hillerøds målvogtertræner Thomas Moeglin havde i samarbejde med Hillerød Håndboldklub fået den internationalt anerkendte træner Vanja Radic til at være hovednavn på campen.

Vanja Radic lever af at træne målvogtere i hele Europa. Hun har arbejdet i 12 lande, og er også med til at træne de kvindelige landholdsmålvogtere i Finland, hvor hun er bosat.

To daglige træninger

Hillerød-håndbolds camp bestod af to daglige træninger pr. aldersgruppe 12-14 og 16-18 år med Vanja Radic. Her var der specielt lagt vægt på træning i teknik uden bold, bevægelser i krop og arme samt øvelser til lynhurtige fødder.

Camp'en begyndte med oplæg og gode fif fra Nordsjælland-målvogter Mike Jensen til de unge entusiastiske deltagere. Derudover bød weekenden på fysisk træning af høj kvalitet og tempo med Mats Mejdevig, yoga og udstrækning med fysioterapeut Dorte Hjort og Sofie Jørgensen samt andre øvelser med koordinering, samarbejde og hygge med Thomas Moeglin og Malene Carlsen fra klubben.

Klar igen til næste år

De unge målvogtere udviste stort engagement og vilje til igennem hele weekenden at arbejde fokuseret og give den max gas til den enkelte træning og have det sjovt sammen undervejs, rapporterer Hillerød Håndboldklub i en pressemeddelelse.

Håndboldklubben har allerede booket Vanja Radic til næste år, hvor der er planer om at gentage weekendens succesfulde arrangement. jesl

Publiceret 12 June 2018 06:00

SENESTE TV