Du kan være med til at bestemme: Hvem har fortjent at få FrivilligSocialprisen?

Hvem skal have FrivilligSocialprisen 2018?

hæder For 7. år i træk skal det frivillige sociale arbejde i Hillerød hyldes med en pris. Og du kan være med til at bestemme, hvem der skal have FrivilligSocialprisen.

FrivilligSocialprisen (tidligere Frivilligprisen) er stiftet af Kultur- og Fritidsudvalget og blev uddelt første gang i 2012, hvor prisen gik til Kirsten Dalgaard for hendes store arbejde med Hillerød Motionsvenner og Styrk din krop. Siden har Bent Kauffmann fra Røde Kors, Ejner Nielsen fra Grønnegadecenteret, de frivillige i Klub Vest, Ole Hagman fra Sind og Søren Lerche været de velfortjente vindere af prisen.

FrivilligSocialprisen uddeles på Frivillig Fredag, som i år helt utraditionelt afholdes på en torsdag, nemlig den 27. september.

Vise anerkendelse

Formålet med prisen er at påskønne, vise anerkendelse af og skabe opmærksomhed om det frivillige sociale engagement i kommunen.

Det kan både være enkeltpersoner eller foreninger, der modtager prisen, som består af en gave og et kontant beløb.

"De mange borgere som på hver deres måde rækker ud, giver en hånd og gør noget for andre, er med til at gøre vores lokalsamfund rigere og stærkere. Udover den konkrete hjælp et enkelt menneske får af et andet, er udvekslingen med til at skabe livsglæde og fællesskab. Vi vil gerne vise at vi påskønner og sætter pris på den indsats” siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Rikke Macholm i en pressemeddelelse.

Retningslinjerne for tildeling af FrivilligSocialprisen kan du læse på Hillerød Kommunes hjemmeside på www.hillerod.dk/frivilligprisen. Her finder du også det skema, der skal bruges til at indstille egnede kandidater.

Fristen for indstilling til FrivilligSocialprisen er torsdag den 6. august 2018.

mw

Publiceret 11 June 2018 05:00

SENESTE TV