Hillerød Slotssø Byfest er med til at vise det sammenhold, der er i byen, mener Erik Helmer Pedersen.

Hillerød Slotssø Byfest er med til at vise det sammenhold, der er i byen, mener Erik Helmer Pedersen. Foto: Martin Warming

"Det er en fest, der viser sammenholdet i byen"

C4-direktør Erik Helmer Pedersen glæder sig over, at Hillerød sammen kan

Af
Martin Warming

status Hillerød Slotssø Byfest forløb helt efter planen.

Sådan lød det mandag formiddag fra Erik Helmer Pedersen, der er direktør i C4, da Hillerød Posten bad ham gøre status over de tre byfest-dage.

"Byfesten er spredt ud over mange forskellige arrangører, og der er over 1.000 frivillige i gang i løbet af weekenden, og hvis der er noget, der kan være svært, så er det at få det til hele til at spille sammen, når man har så mange mennesker i gang, men der har slet ikke været nogle problemer – alle har samarbejdet på kryds og tværs," siger Erik Helmer Pedersen, der også er godt tilfreds med antallet af mennesker, der deltog i byfesten.

"Det var måske ikke det bedste byfest-vejr - det var simpelthen for varmt - men jeg synes, at der var rigtig mange mennesker det meste af tiden. Der kunne dog godt have været lidt flere mennesker søndag, men jeg tror, at varmen fik en del til at blive hjemme under parasollen eller tage en tur til stranden i stedet," siger Erik Helmer Pedersen.

Hillerød Kommune benyttede byfest-weekenden til at fejre indvielsen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det skete med en lang række arrangementer i løbet af søndagen og en stor indvielsesfest i Springvandsgården på Frederiksborg slot.

Erik Helmer Pedersen, der er direktør i C4, kommenterede selv travaljestævnet lørdag eftermiddag.

Erik Helmer Pedersen, der er direktør i C4, kommenterede selv travaljestævnet lørdag eftermiddag. Foto: Martin Warming

"Jeg er rigtig, rigtig glad for alle de arrangementer, der har været rundt omkring i hele kommunen i forbindelse med indvielsen af nationalparken, og at vi fik fejret, at Hillerød er en del af nationalparken med blandt andet cykelture, jagthundeopvisnng, fægteopvisning, hestevognsparade og meget, meget mere," tilføjer C4-direktøren.

Erik Helmer Pedersen havde selv travlt i løbet af weekenden. Han havde blandt andet til opgave at kommentere travaljestævnet på Slotssøen lørdag eftermiddag.

"Jeg synes, at travaljestævnet er byfestens vartegn. Det er helt sikkert Danmarks smukkeste travaljestævne, og det er fantastisk at se, hvordan foreninger, politiske partier og handelsliv mødes og har en hyggelig eftermiddag. Og så er det samtidig rigtig god underholdning for publikum," siger Erik Helmer Pedersen.

Sammenhold

Men mest af alt glæder C4-direktøren sig over, at byfesten er med til at vise, at Hillerød er en by, der står sammen.

"Jeg storsmiler lige nu. Hillerød Slotssø Byfest er en fest for hele Hillerød, hvor vi viser, hvad vi kan sammen. Det er en fest, der viser sammenholdet i byen, og jeg tror, at byfesten er med til at gøre hillerødborgerne stolte over deres by. Det er fantastisk, at Hillerøds foreninger, Hillerød ByForum, Hillerød Kræmmermarked, kommunen og handelslivet sammen kan stable sådan en weekend på benene, og der er ingen tvivl om, at byfesten er kommet for at blive," siger Erik Helmer Pedersen, der kun har fået positive tilbagemeldinger fra folk, han har mødt.

Erstatte kræmmermarkedet

Et af formålene med byfesten er at skrabe nogle penge sammen til de mange foreninger, der hjælper til med de mange forskellige opgaver, der er.

"Byfesten skal gerne være den fest, der på et tidspunkt skaber de rammer, som Hillerød Kræmmermarked igennem mange år har skabt for foreningerne. På kræmmermarkedet har foreningerne haft mulighed for at tjene nogle penge til deres klubkasser, men kræmmermarkedet bliver som bekendt afholdt for sidste gang i år, og derfor er der brug for nogle andre arrangementer, hvor foreningerne kan tjene nogle penge," siger Erik Helmer Pedersen.

Hvis han skal sætte en finger på noget, der kan blive bedre til næste års byfest, så er det tilbuddene til børnene.

"Der skal være lidt mere for børnene, og det vil vi arbejde på til næste år," lover han.

De endelige datoer for næste års byfest er endnu ikke på plads, men det bliver omkring samme tidspunkt som i år.

Publiceret 04 June 2018 13:57