Skoler overvejer kæmpefusion

Erhvervsuddannelserne i Nordsjælland kigger i øjeblikket på mulighederne for at fusionere

En samling af de erhvervsrettede uddannelser i Nordsjælland kan være på vej for 5.500 elever. København Nord (Knord) og Erhvervsskolen Nordsjælland (Esnord) undersøger i øjeblikket muligheden for at fusionere med virkning fra den 1. januar 2019.

"Formålet er at styrke af uddannelsesudbuddet i hele den nordsjællandske region," skriver skolerne i en pressemeddelelse.

Mandag meddelte Uddannelsesministeriet, at ministeriet ser med positive øjne på en samling af skolerne, og nu går det konkrete fusionsarbejde så i gang.

"Vi vil hellere samarbejde end konkurrere, når det gælder arbejdet med at sikre kvalificerede og kompetente medarbejdere til virksomhederne i Nordsjælland. Og det er jo det, der er formålet med vores skoler," siger Jes Damsted, der er formand for Knord og Jens-Olav Pedersen, der er bestyrelsesformand for Esnord.

”Fremtiden kræver, at vi styrker de erhvervsrettede uddannelser i Nordsjælland. Det vil ske med den her samling. Både virksomhederne og fremtidens medarbejdere har brug for det.," siger Jens-Olav Pedersen.

Elever og medarbejdere informeres

Samtidig betyder en fusion det også en oprustning af efter- og videreuddannelsesmulighederne i hele Nordsjælland, mener skolerne.

”Med samlingen styrker vi kompetencerne på arbejdsmarkedet i Nordsjælland, både på det merkantile område og på håndværkerområdet. På det merkantile område får vi bedre sammenhæng mellem de forskellige skoler og lokaliteter," understreger Jes Damsted i pressemeddelelsen.

Det konkrete arbejde med samlingen skal foregå frem mod årsskiftet. Der er ikke tale om, at alle skal samles på en adresse, men der kan ske flytninger af nogle uddannelser mellem de skoler, der indgår i fusionen.

Medarbejderne og eleverne på de to skoler informeres nærmere i de kommende dage, hvorefter direktionerne og bestyrelserne tager fat på det konkrete arbejde.

Jes Damsted og Jens-Olav Pedersen er i øvrigt åbne for, at andre institutioner kan involveres i et tættere samarbejde i de kommende år.

De to skoler har tilsammen 5.500 elever og 680 undervisere. Den samlede årlige omsætning er på 510 millioner kroner.

mw

Esnord og Knord:

Erhvervsskolen Nordsjælland (Esnord) er et uddannelsescenter med flere afdelinger i Hillerød, Helsingør og Frederikssund. Skolen har blandt andet 10. klasse, teknisk gymnasium (HTX), handelsgymnasium (HHX) og tekniske erhvervsuddannelser. Knord har afdelinger i Lyngby, Hillerød og Frederikssund, og danner ligesom Esnord også rammen om en række forskellige ungdomsuddannelser.

Publiceret 31 May 2018 08:01

SENESTE TV