Kom og se på grise:

Michael åbner sin gård ved Hillerød

15 økologiske landmænd åbner igen i år gården op til Sofari søndag 27. maj

Michael Nielsen, der har Skovgården ved Hillerød, er begyndt at glæde sig til, at kalenderen viser 27. maj.

Her åbner han nemlig gården for Sofari, hvor danskerne kan få mulighed for at se de økologiske grise boltre sig på marken eller i mudderhullerne. Michael Nielsen ser frem til at vise sin gård og sine grise frem til omverdenen.

“Vi bor jo lige i smørhullet, når det kommer til de økologiske forbrugere, og derfor er det helt nærliggende for os at åbne op og vise vores produktion frem. Jeg synes, det er rigtig spændende, at have dialog med de folk, som køber vores produkter, så jeg håber, at vi får mange forbi, som vil se, hvad vi laver,” siger Michael Nielsen i en pressemeddelelse.

Han er en af fem gårde på Sjælland, der gør klar til Sofari.

“Jeg håber, folk vil komme ud og se, hvordan den økologiske produktion ser ud i virkeligheden, og hvorfor det økologiske kød har den pris, det har. Jeg vil rigtig gerne lave økologisk kød, men det kræver noget mere, og det, håber jeg, bliver klart til Sofari”, siger han.

Øget interesse

Michael Nielsen leverer sine grise til Friland, og her er man også glade for, at interessen omkring Sofari er så stor.

Sidste år brugte 12.000 danskere muligheden for at komme ud og klappe en gris.

“Vi oplever i højere og højere grad, at forbrugerne bliver interesserede i, hvordan grisene lever, og hvilken dyrevelfærd økologien repræsenterer. Derfor er vi rigtig glade for at vores frilandmænd som Michael vil åbne deres gårde og vise, hvordan en økologisk gris lever,” siger Maibritt Bisgaard, der er brand-manager ved Friland.logy

Publiceret 21 May 2018 06:00

SENESTE TV