"Vi har et fantastisk kulturhus her midt i byen - det ville da være synd, hvis der ikke var nogen, der brugte det"

De Røde Veste er klar med nyt program

Af
Martin Warming

Martin Warming

Den lokale musikforening De Røde Veste har lagt sidste hånd på sit nye program, der blandt andet byder på koncert med Poul Krebs, stand up med Thomas Hartmann og julerock med Die Herren.

Musikforeningen De Røde Veste blev dannet i 2011, efter at den selvejende institution Støberihallen blev opløst. Den store gruppe af frivillige, der hjalp til ved arrangementerne i Støberihallen, fandt hurtigt sammen og dannede den nye forening.

“Vi var rigtig kede af, at Støberihallen som selvejende institution med kommunalt tilskud lukkede, og vi tænkte, at vi må da kunne fortsætte på en eller anden måde. Det første år var vi så heldige at få lavet en god aftale med Morten Marcher fra Die Herren om, at de spillede på døren, og på den måde fik vi lidt penge i kassen. Det gav os mulighed for at begynde at lave andre arrangementer,” fortæller Ole Christiansen, der er formand for foreningen.

Fik du læst: Monstergedde fanget i Slotssøen

Med en lille smule penge på kistebunden var vejen altså banet for, at foreningen turde kaste sig ud i at stable flere arrangementer på benene. Blandt andet stand up-shows.

“Da vi begyndte med stand up i sin tid, var det mest unge mennesker, der kom og så det. Det er det ikke mere. Det mere 'modne' publikum har også taget stand up-genren til sig. Vores arrangementer henvender sig formentlig generelt mest til det mere 'modne' publikum, men unge mennesker er selvfølgelig også meget velkomne,” lyder det fra Ole Christiansen, der glæder sig over, at der igen er kommet liv i Støberihallen.

“Vi har et fantastisk kulturhus her midt i byen - det ville da være synd, hvis der ikke var nogen, der brugte det. Der bliver heldigvis også afholdt møder og konferencer hernede, men vi synes også, at det skal bruges til det, det er beregnet til: Nemlig kultur,” siger formanden.

De Røde Vestes nye program byder på koncert med Poul Krebs den 7. november, stand up-show med Thomas Hartmann den 9. november, Sko/Torp den 17. november, julerock med Die Herren den 28. december og endnu et stand up-show i det nye år, når Mark le Fëvre kigger forbi Støberihallen den 28. marts. Alle foreningens arrangementer afholdes i Støberihallen - dog på nær et enkelt. Det er koncerten med den tidligere Saybia-forsanger Søren Huss, der spiller i Engholmkirken i Allerød 29. november.

Du kan læse mere og bestille billetter til foreningens arrangementer på www.derodeveste.dk.

Vidste du i øvrigt, at foreningen kalder sig for 'De Røde Veste', fordi de frivillige, der hjalp til ved Støberihallens arrangementer, havde røde veste på. De har de i øvrigt stadig...

Publiceret 21 May 2018 11:00

SENESTE TV