500 Hillerød-elever af sted med kort og kompas

Elever fra 4.-7. klasse deltager i Skolernes Find vej Dag 22. maj

Der skal løbes, læres og smiles, når knap 500 skoleelever i Hillerød forlader klasselokalerne for en dag og løber med på Skolernes Find Vej Dag.

Tirsdag 22. maj kl. 9 bliver elever fra 4.-7. klasser på Sophienborgskolen, Hillerødsholmskolen, Frederiksborg Byskole og Grønnevang Skole udstyret med kort og kompas, og skal så finde vej på forskellige ruter i Præstevang.

Eleverne tæller samtidig med som deltagere i World Orienteering Day, der forsøger at slå verdensrekord med 500.000 deltagere over hele verden.

Fik du læst: Anna Ritsmar overrasket med årets musikpris

Eleverne kan selv vælge, om de vil løbe alene eller i små hold og bliver inden starten undervist i de detaljerede orienteringskort, som ruterne er lagt på. Så går turen ud i dyrehaven, hvor de skal læse kortet og finde så mange poster som muligt inden for tidsgrænsen.

Den klasse, der i gennemsnit finder flest poster, kåres, når dagen er slut.

Kan slutte på sprintbane

Bagefter får eleverne også mulighed for at løbe en kort sprintbane, hvor de individuelt og hurtigst muligt skal passere poster i rigtig rækkefølge.

Det er FIF Hillerød Orientering og Dansk Orienterings-Forbund, der arrangerer Skolernes Find vej Dag i Hillerød. Dagen er støttet af Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Skolernes Find vej Dag er et landsdækkende event, der afholdes for tredje år i træk. Det udspringer af Find vej i Danmark, som er et tilbud til alle om at prøve kræfter med at finde vej i skove, parker og byer.

“Vi vil gerne give eleverne en anderledes skoledag, hvor de både får rørt sig og lærer at se på kort og finde vej i naturen. Samtidig håber vi, at lærerne får øjnene op for, at orienteringsløb er en tilgængelig og lærerig idræt, som de også kan bruge i den daglige undervisning. Og at eleverne kan være med til at slå deltagerrekord på World Orienteering Day, giver en ekstra dimension,” siger direktør Kenneth Mikkelsen i en pressemeddelelse fra Dansk Orienterings-Forbund.

I fjor deltog knap 300.000 i World Orienteering Day.

Se mere på på www.findveji.dk.jesl

Publiceret 21 May 2018 14:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV