Mikkel Troelsen viser stolt dagens fangst - en gedde på lidt over 11 kilo - frem. Privatfoto

Mikkel Troelsen viser stolt dagens fangst - en gedde på lidt over 11 kilo - frem. Privatfoto

Monstergedde fanget i Slotssøen

Mikkel Troelsen glemmer formentlig ikke sin fisketur på Slotssøen forleden lige med det samme

Der er øjeblikke i ens liv, man ikke glemmer lige med det samme. Sådan et øjeblik havde Mikkel Troelsen forleden, da han var en tur ude på Slotssøen for at fiske.

Mikkel Troelsen, der er passioneret sportsfisker gennem mange år, fangede nemlig en gedde, der er noget over gennemsnittet for de gedder, der ellers svømmer rundt i Slotssøen.

“Lørdag den 12. maj var jeg en tur på Slotssøen sammen med min lillebror Nicolaj. Turen var en aftentur. Stille og rolig. Vi var sejlet ud sen eftermiddag, og med forårssolen og slottet i baggrunden får man ikke et bedre fiskespot”,” fortæller Mikkel i en mail til Hillerød Posten.

Det skal lige siges, at fiskeriet på Slotsøen udelukkende er for medlemmer af Hillerød Lystfisker Forening.

Fik du læst: 600 til gadeidrætsfestival i Hillerød

“Efter et par timers fiskeri løb linen på den ene stang, og jeg mærkede hurtigt, at det var en pæn størrelse fisk. Den viser sig da også lige i overfladen og tager et godt udløb, og her er jeg ikke i tvivl om, at det er en gedde, jeg har på krogen. Efter en god fight kunne vi lande fisken i det store net, og først der gik det rigtigt op for mig, hvor stor fisken egentlig var,” lyder det fra Mikkel Troelsen.

Mikkel og hans lillebror fik hurtigt afkroget fisken og lagt den over i en vejeslynge.

“Her kunne vi konstatere, at fisken vejede 11.04 kilo og målte hele 117 centimeter,” fortæller han.

De to brødre satte nænsomt fisken tilbage i vandet, hvor gedden lige så stille svømmede ned i dybet igen.

Ikke hverdagskost

Mikkel Troelsen har fisket det meste af sit liv, som yngre primært i Hillerød, og de sidste mange år har hans fokus ligget på gedderne, Han har blandt andet en Facebookside, der hedder 'fluefeber', hvor han deler billeder og fiskehistorier, men selv om han er en særdeles erfaren sportsfisker, var oplevelsen på Slotssøen noget helt specielt for ham.

Fik du læst: Se billeder og video: 32 ton tung betonblander væltede i t-kryds

“Jeg måtte sætte mig ned i båden, så, jeg lige kunne gennemtænke hele hændelsen. Det er bestemt ikke hverdagskost at fange så stor en gedde, og mens solen gik ned bag slottet, sejlede vi lige så stille tilbage til bådbroen og låste båden fast. På hele køreturen hjem gik snakken kun om storgedden fra slotssøen. En dag jeg sent vil glemme,” skiver Mikkel Troelsen i sin mail.

Publiceret 17 May 2018 08:23

SENESTE TV