Alsønderup Fester gør klar til 50-års-jubilæum

Af
Helene Stolle

Med det bragende gode vejr, var rammerne for Alsønderup Fester, der blev afholdt på kristi himmelfartsdag perfekte. Det var 49. gang, festivalen, der også tæller et stort loppemarked inde i Kulsviergården, blev afholdt, og år for år vokser festivalens succes.

“Igen i år var her en utrolig god stemning og en utrolig masse mennesker,” fortæller Michael Ruge fra Alsønderup Fester, der ser frem til, at omsætningstallene fra festivalen kommer.

“Selvom vi er en lille landsby, er lokalsamfundet utrolig aktivt og tager del i de ting, her foregår. Det betyder meget for en festival som vores,” siger han.

Læs også: Se billederne: Alsønderup festede under en skyfri himmel

Med sine mange år på bagen er Alsønderup Fester blevet en tradition, som mange lokale men også mennesker udenbys fra sætter i kalenderen - ikke mindst fordi, festivalen har noget for enhver både med loppefund, masser af madboder, musik, lejrbål, hoppeborg, ponyridning og et mindre Las Vegas med sjove præmier til både børn og voksne.

Frivillige spiller stor rolle

Bag den store succes, som Alsønderup Fester er blevet gennem årene, står et hav af frivillige mennesker. Faktisk er der knyttet 400 frivillige til festivalen.

“Uden alle de frivillige kunne det her slet ikke lade sig gøre,” siger Michael Ruge og retter en særlig tak til de 'usynlige' frivillige - alle de, gæsterne ikke umiddelbart ser i løbet af festivalen, alle de, der samler skrald, de der har sat skilte op og skal tage dem ned igen og også de, der sørger for, at toiletterne er rene og pæne.

“Sidste år lavede jeg faktisk et opslag på Facebook for at sige tak til dem, og det fik så mange likes fra besøgende. Det varmer, når nogen anerkender ens arbejde,” lyder det fra Michael Ruge.

50-året bliver stort

Selvom dette års Alsønderup Fester lige er afsluttet, er tankerne om næste års festival så småt begyndt at melde sig. 2019 er nemlig året, hvor Alsønderup Fester kan fejre 50 års jubilæum.

“Det er klart, at det skal markeres, for 50 år er jo stort”, siger Michael Ruge men understreger, at dette års festival skal evalueres først, inden der for alvor tænkes jubilæumstanker.

Publiceret 14 May 2018 15:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV