Stor opbakning til ny kulturnat i Nødebo

Frivillige, foreninger, erhvervsliv, skole, institutioner, kirke og kro er gået sammen om at skabe en stor ’gadefest’ i Nødebo. Kontaktgruppen er imponerede over opbakningen

Også i Nødebo skal kulturoplevelserne strømme ud til borgerne på en helt særlig kulturnat.

En helt række frivillige er nemlig gået sammen om at skabe Nødebos egen Kulturnat, som finder sted fredag 1. juni klokken 15.30-22.

“Vi vil gerne præsentere på én aften, hvor mange aktiviteter der er i vores lille lokalsamfund. Det er vildt imponerende, hvor mange foreninger og institutioner der faktisk er, og hvor mange der vil være med. Ingen i gruppen havde drømt om, at det faktisk var så mange,” fortæller Bodil Davidsen, som i kulturnatgruppen er repræsentant for Nødebo-Gadevang menighedsråd.

Fik du læst: 18-årig spritbilist endte i have

35 grupper med på ideen

I gruppen sidder også repræsentanter for Nødebo Kro og Nødebo idrætsforening. De fik via opslag i kirken og kroen, på Facebook og ude på alle de hjemmesider, de kendte, fat i så mange som muligt og sendt invitationer ud. De fandt frem til omkring 55 foreninger og institutioner i Nødebo, og ud af dem meldte 35 sig til at være med i Nødebo Kulturnat - et antal som gruppen er meget imponeret over.

“Vi samler folk og synliggør alt det, der foregår i Nødebo. Vi er overraskede over at kunne præsentere noget så stort i så lille en by - både foreninger, skole, daginstitutioner, kirke, kro og så videre er med,” siger hun.

Der bliver også masser at spise på aftenen. Arkivfoto

Der bliver også masser at spise på aftenen. Arkivfoto

Officiel åbning

Programmet åbner klokken 15.30 på Nødebo skole, Fritidsordningen, Nødebo Børnehus og Troldehøjen. Desuden er der fredagscafe på Nødebo Kro.

Kl. 17 er der officiel åbning af kulturnatten ved Jollehavnen på Krostien 11-13, hvor borgmester Kirsten Jensen indleder aftenenen. Herfra er der optog med børnene fra institutionerne og skolen ledsaget af musikere fra Den Kongelige Livgarde ad Krostien, Pile Alle og Søvejen via Nødebo Kirke til Nødebo Kro. Alle er naturligvis meget velkomne i optoget.

Derefter åbner de mange aktiviteter, som man gå rundt til i Nødebo, indtil aftenenen slutter klokken 22. Derefter er der dog fortsat mulighed for dans på kroen.

Deltagerne i kulturnatten er blandt andre også seniorbofællesskabet Egebakken, Nødebo Lokalråd, De Gule Spejdere, Vinterbadeklubben Nødebo Vikingerne, Nødebo Stavgangforening, Kajakklubben Esrum sø, Bocenter Følstruphusene, Nødebo vandværk og Hillerød sejlklub.

Bodil Davidsen, Nødebo-Gadevang menighedsråd, Kirsten Austrup, Nødebo Kro og Nødebo-Gadevang menighedsråd, og Ulla Bønsø, Nødebo-Gadevang menighedsråd, er med i kontaktgruppen. Privatfoto

Bodil Davidsen, Nødebo-Gadevang menighedsråd, Kirsten Austrup, Nødebo Kro og Nødebo-Gadevang menighedsråd, og Ulla Bønsø, Nødebo-Gadevang menighedsråd, er med i kontaktgruppen. Privatfoto

Aktiviteter på kroen

På Nødebo Kro vil der være cirka 15 forskellige aktiviteter, blandt andet dans hele aftenen - både hip-hop, tango, lancier og folkedans, væve- og strikkeklubberne samt “Fut-klubben” (elektrisk jernbane), bridgeklub med videre holder åbent hus. Der er også banko, brætspil og miniloppemarked.

Nødebo har cirka 2050 indbyggere, og alle - også gæster fra nær og fjern - er velkomne til at deltage i kulturnatten.

Gruppen opfordrer alle, der bor i Nødebo, til at lade bilen stå hjemme, rydde lidt op i nærområdet og også hejse flaget i flagstangen i den festlige anledning.

Kulturnatten falder samme weekend som Hillerød Slotssø festival - hvilket Bodil Davidsen kalder “lidt uheldigt”. Men gruppen opfordrer til, at man kigger forbi festlighederne i Nødebo uanset hvad.

Udpluk fra programmet:

Åbent hus i Seniorbofællesskabet ”Egebakken”, hvor der serveres kaffe og fortælles om ”Egebakkens historie” og daglige liv.

På Følstruphusene har Nødeboborgerne mulighed for at besøge Aktivitets- og samværstilbuddet Regnbuen, hvor de viser sanserummet frem. Bagefter kan man nyde udsigten over Esrum Sø og måske nyde en mundsmag af noget godt og en gyngetur på deres nye grill- og gyngeplads.

På sportspladsen bliver der muligt for børn og barnlige sjæle at spille fodbold og tennis og købe pølser med sodavand m.v.

Se nogle lokale kunstneres malerier i festlokalet i kælderen på Stenslettehus (det gamle tuberkulosehospital i Nødebo) på Nødebovej 55 B.

Besøg vandværket på Kildeportvej 16 og hør, hvordan der fremstilles drikkevand af en meget høj kvalitet.

Nødebo Børnehus byder på pølse og brød i bålhuset 15.30-16.30, og også Troldehøjen tænder bål i bålhytten og bager fladbrød.

Den Nordsjællandske Kystlivrednings Tjeneste vil være på parkeringspladsen ved Troldehøjen, hvor de stiller med en Jetski og ATV. Der vil være instruktion af førstehjælp for børn.

Buhls Møbelpolstring fortæller og viser, hvordan en møbelpolstrer arbejder.

Kildeport Tømrer og Snedker er på Troldehøjens udeværksted og lave små ting sammen med børnene.

Lokal Biavler v/Stine & Andreas fra Nødebo kommer og viser og sælger deres produkter.

Der er café i præstegården og åben kirke i Nødebo Kirke, hvor der også er minikoncerter med kirkens egne musikere og lokale musikere. Gamle billeder fra konfirmationer og vielser indsamles og udstilles.

De Gule Spejdere, Grib Skov Trop i Nødebo, tænder bål og byder på snobrødsbagning, bueskydning, bogstavleg, rundvisning med mere.

Publiceret 09 May 2018 05:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV