“Jeg kaster mig gerne ud i noget, der giver mening, og det synes jeg virkelig, det her gør,” siger Henning Dalhoff, der har lavet tegningerne til den nye mini klovnebog. Foto: Martin Warming

“Jeg kaster mig gerne ud i noget, der giver mening, og det synes jeg virkelig, det her gør,” siger Henning Dalhoff, der har lavet tegningerne til den nye mini klovnebog. Foto: Martin Warming

Ny mini klovnebog fra Hillerød kommer hele Danmark rundt

Henning Dalhoff har lavet illustrationerne til Hillerød Klovneløbs nye mini klovnebog, der bliver sendt ud til samtlige klovneløb i hele landet

Hillerød Klovneløb udgav sidste år en mini klovnebog. Bogen blev så stor en succes, at arrangørerne af Klovneløbet i Hillerød besluttede sig for at gentage succesen i år for på den måde at være med til at skaffe penge til Foreningen Danske Hospitalsklovne.

Henning Dalhoff fra Hillerød, der til daglig arbejder som grafisk designer i Dalhoff Design, har de sidste par måneder siddet og arbejdet på illustrationerne til den nye mini klovnebog, der handler om de to klovne Vida og Victor. Og han var ikke i tvivl om, hvad han skulle svare, da folkene bag Hillerød Klovneløb spurgte ham, om han kunne tænke sig at illustrere den nye mini klovnebog - uden at få en krone for det i øvrigt.

“Det er mit bidrag til den gode sag. Jeg kaster mig gerne ud i noget, der giver mening, og det synes jeg virkelig, det her gør,” siger Henning Dalhoff.

Fik du læst: Så åbner Hillerøds nye torvemarked

Mange har måske en opfattelse af, at det der med at lave en børnebog ikke er det store problem. Men det passer ikke, understreger Henning. “Det er ikke noget, man bare lige gør. Mange tænker måske, at det er en lille bog, og så kan det da ikke være det store problem, men det er en fejlagtig opfattelse. Det tager rigtig lang tid. Det der med at fortælle en meget enkel historie til børn, er en meget speciel udfordring - men det har også været rigtigt sjovt at prøve,” fortæller Henning Dalhoff.

Liv i figurerne

I år handler mini klovnebogen om de to hospitalsklovne Vida og Victor. Pigen Alberte kommer på sygehuset for at få fjernet et meget stort plaster på maven. Det gør ondt, men ind kommer Vida og Victor drønende, og så begynder plasteret pludselig at tale - og Albertes dag på hospitalet bliver pludselig helt anderledes. Historien er sjov, selv om der altid er et gran af alvor i situationerne.

Fik du læst: Tyve knuste rude i spejderhytte: Koster foreningen dyrt

I den virkelige verden arbejder hospitalsklovnene Vida og Victor også sammen – blandt andet på hospitalet i Hillerød.

“Jeg har lavet figurerne, så de minder om den rigtige Vida og den Victor. Historien var skrevet, og illustrationerne har jeg så opfundet ud fra historien. Det specielle har været at tegne til børn. Det har jeg ikke prøvet før, og man skal tænke helt anderledes, end når man tegner til voksne. Min oplevelse og påstand er, at de fleste illustratorer har en lille drøm om at lave en børnebog. Der er et eller andet basis i det, og jeg mener, at jeg ved flere lejligheder har sagt, at jeg godt kunne tænke mig at lave en børnebog. Det har jeg prøvet nu, og jeg er meget tilfreds med resultatet. Jeg synes, at bogen fungerer rigtig godt, og at der er liv i figurerne,” siger Henning Dalhoff.

7.000 eksemplarer

Forfatteren til mini-klovnebogen er Gitte Melgaard, som er skuespiller og på 12. år også hospitalsklovn. Gitte Melgaard er dog nok mest kendt for at spille Ælling i Bamse & Kylling. Hun er forfatter til utallige DR tv-serier, blandt andet Bamse & Kylling, Anne og Lotte, Sigurds Bjørnetime og Fredagsbio.

Foreningen Danske Hospitalsklovne er så begejstret for mini klovnebogen, at de har købt halvdelen af oplaget og nu sender bøgerne ud til alle 60 klovneløb i Danmark. Det betyder, at Hillerød Klovneløbs lille bog nu trykkes i 7.000 eksemplarer og kommer hele Danmark rundt. Bogen kan hentes gratis udvalgte steder i Hillerød fra omkring den 21. maj eller kan købes på LirumLarumLeg.dk. Butikker og virksomheder køber bogen, som de så forærer til dem, der vil have et eksemplar. Overskuddet fra mini klovnebogen går til Foreningen Danske Hospitalsklovne. Alle børn, der deltager i Hillerød Klovneløb får også en gratis bog.

Hillerød Klovneløb afholdes i år lørdag den 16. juni med start og mål på Torvet. Du kan læse mere og tilmelde dig på www.klovneløb.dk.

Alle børn, der deltager i Hillerød Klovneløb får en gratis bog.

Hillerød Klovneløb afholdes i år lørdag den 16. juni med start og mål på Torvet. Du kan læse mere og tilmelde dig på www.klovneløb.dk.

Sidste år deltog næsten 1.000 børn og voksne i løbet, og Hillerød Klovneløb samlede knap 100.000 kroner ind til hospitalsklovnene.

Hillerød Klovneløb afholdes i år lørdag den 16. juni. arkivfoto: Martin Warming

Hillerød Klovneløb afholdes i år lørdag den 16. juni. arkivfoto: Martin Warming

Den gratis mini klovnebog kan hentes her:

Holte Vinlager
Frisør Centrum
Kop og Kande
Fætter BR
by Dorthe
Mr. Monopol
Sydbank
Casa Nostra
Kaffebar
Bog & Idé
Era Biler
Hillerød Camping
Frk. Fie

Publiceret 08 May 2018 10:00

SENESTE TV