Dorte Meldgaard siger farvel til byrådet

Hillerøds eksborgmester forlader byrådet for at flytte til Berlin med sin familie

Hillerøds tidligere borgmester Dorte Meldgaard træder ud af byrådet i slutningen af maj. Hun siger foreløbig farvel til politik, rykker teltpælene op og flytter med sin familie til Berlin.

”Berlin er en spændende by. Vi var dernede på sommerferie sidste år og syntes, det er en rigtig interessant by,” fortæller Dorte Meldgaard.

Eksborgmesteren, som er uddannet korrespondent i tysk og spansk, har fået arbejde som content manager i marketingvirksomheden Nexern, som laver tekster til hjemmesider. Hun indtræder i sit nyt job 11. juni, for forinden skal hun lige have overstået en eksamen på CBS i en bestyrelsesuddannelse, som hun begyndte på i januar.

”Tanken er, at Tyskland er et godt sted, fordi hele familien kan tysk på et eller andet niveau. Så vi skal ikke starte på et helt nyt sprog. Samtidig er Berlin jo heller ikke længere væk, end at man rimeligt hurtigt kan komme hjem til Danmark, hvis man skal det,” siger Dorte Meldgaard om beslutningen.

 

Hus til salg

Huset i Strø er sat til salg, og Dorte Meldgaards mand fortsætter i sit job i byggefirmaet HHM A/S. Deres to yngste børn Jonas på 11 år og Signe på 14 år flytter med til Berlin, mens den ældste, Anna på 16 år, skal til USA som udvekslingsstudent. De har endnu ikke fundet skoler til børnene i Berlin, men det bliver nok en international skole, som Signe skal starte i, da hun nærmer sig den afsluttende eksamen, som nok vil være en god idé at kunne tage på engelsk, mener familien.

Nu skal tilværelsen i Berlin prøves af i et år eller to, er planen. Om familien så flytter tilbage til Hillerød eller et andet sted – har de ikke taget stilling til endnu.

”Om vi har lyst til at bo på landet eller i byen til den tid – det ved jeg ikke. Nu prøver vi med en storby, og så må vi se, hvad vi har lyst til, når vi vender tilbage igen. Men vi kommer begge to her fra, så det ville sikkert være naturligt at havne et sted her i området igen. Men nu tager vi lige til Berlin først, og så ser vi på det til den tid. Det handler også om, hvor børnene er til den tid, for de bliver jo også ældre,” siger hun.

 

Forlader politik

Med flytningen forlader Dorte Meldgaard også politik for en tid. Hun fortsætter som medlem af Det Konservative Folkeparti, fortæller hun. Men hvad der så skal ske, ”det ved man aldrig,” siger hun.

”I sagen natur er det slut med politik lige nu. Jeg har ikke tænkt mig at involvere mig i politik i Berlin – der kommer en masse andet, der skal tages hånd om. Men man kan ikke vide, hvad der sker om et års tid eller to”.

Dorte Meldgaard blev valgt ind i byrådet i 2010 og blev spidskandidat for Konservative i 2012. På valgnatten i 2013 lykkedes det hende at snuppe borgmesterposten i en koalition med S, SF, R og Fælleslisten – men det mødte efterfølgende meget kritik af den borgerlige fløj. Ved seneste kommunalvalget blev Dorte Meldgaard genvalgt til byrådet, men som eneste fra Det Konservative Folkeparti, som fire år før fik tre medlemmer valgt ind.

Under Socialdemokraternes konstituering med Venstre fik Dorte Meldgaard hverken udvalgsformandspost eller en plads i Økonomiudvalget.

Men flytningen til Berlin er ikke en flugt i protest over det dårlige valg, forklarer Dorte Meldgaard:

”Overhovedet ikke. Det er en drøm, vi har talt om – også for mange år siden – at vi gerne vil prøve at bo i et andet land i en periode. Nu var muligheden der, fordi jeg skulle ud og finde et nyt job. Så det er et tilvalg. Med et tilvalg kommer selvfølgelig nogle fravalg – men det er noget, vi har valgt, fordi vi gerne vil prøve det”.

Hvordan har hun det så med at forlade Hillerød-politik?

”Det er jeg rimelig afklaret med. Nu flytter vi, og så er det sådan det er. Nu har jeg været i byrådet i otte et halvt år, så det bliver selvfølgelig lidt underligt. Jeg har jo brugt enten al min fritid eller al min tid med det. Så det er da specielt, men nu kommer der nye udfordringer og nye opgaver”.

 

Bente Claudi

Det bliver Bente Claudi, der som førstesuppleant overtager Dorte Meldgaards plads i byrådssalen.

”Hun har mange års erfaring og ved, hvad byrådsarbejdet handler om, så hun kommer helt naturligt ind. De mange års erfaring får hun brug for, når hun skal sidde der alene for Konservative,” siger Dorte Meldgaard.

 

Publiceret 07 May 2018 10:40

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV