Ruth Kirkegaard stopper på HF & VUC Nordsjælland i Hillerød for at blive rektor på Rungsted Gymnasium. Pressefoto

Ruth Kirkegaard stopper på HF & VUC Nordsjælland i Hillerød for at blive rektor på Rungsted Gymnasium. Pressefoto

HF & VUC Nordsjælland skal finde en ny rektor

Ruth Kirkegaard skifter til Rungsted Gymnasium 1. august

Ruth Kirkegaard stopper med udgangen af dette skoleår på HF & VUC Nordsjælland i Hillerød for at tiltræde en ny stilling som rektor på Rungsted Gymnasium 1. august.

Ruth Kirkegaard har til den tid været rektor på skolen i tre år. Hun vil fortsat være at finde på HF & VUC Nordsjælland til udgangen af skoleåret.

Ærgerligt for skolen

“Det er rigtig ærgerligt for skolen, at Ruth Kirkegaard stopper. Hun har leveret en flot indsats i de seneste tre år, og vi ønsker hende al mulig held og lykke i sit nye job. Nu handler det om, at vi hurtigst mulig får igangsat en ny ansættelsesproces, og det har vi allerede taget de første initiativer til,” udtaler bestyrelsesformand Bolette Christensen i en pressemeddelelse fra HF & VUC Nordsjælland.

“Ruth har bidraget med at igangsætte mange strategiske indsatser for skolen, såsom få skabt større synlighed for skolen og dens uddannelser via ny kommunikationsstrategi blandt andet på de digitale og sociale medier, opstartet nye uddannelser, styrket samarbejdet med eksterne partnere med mere – alt sammen tiltag, der betyder, at HF & VUC Nordsjælland i dag står styrket som institution,” skriver HF & VUC Nordsjælland videre i pressemeddelelsen.

Tættere på eleverne

“Jeg søger tilbage til den yngre målgruppe i det almene gymnasium, som jeg arbejdede med tidligere, da jeg i ni år var vicerektor for Allerød Gymnasium. Jeg ønsker at komme lidt tættere på elever og medarbejdere igen, efter tre år som rektor for fire geografiske afdelinger og 4-5 forskellige uddannelser,” udtaler Ruth Kirkegaard om skiftet.

“Men det er også med meget stort vemod, at jeg forlader HF & VUC Nordsjælland. Jeg har nydt at arbejde sammen med engagerede medarbejdere og ledere, jeg har mødt mange motiverede og dygtige kursister og haft et unikt samarbejde med ledergruppen. Jeg forlader en skole, som jeg synes står godt rustet til fremtidens udfordringer – og med masser af udviklingspotentiale,” fortsætter hun. jesl

Publiceret 04 May 2018 09:00

SENESTE TV