Blå Kors udvider og nyindretter i Hillerød

Det har længe været et ønske at renovere i Helsingørsgade

En afdeling med mærkevaretøj, fest- og gallatøj, outlet og et stort område med sko, lingeri og accessories. Der er masser af nyt at se frem til i Blå Kors' butik i Hillerød, som i de kommende uger får en kærlig behandling i form af nyindrettede lokaler med endnu flere kvadratmeter til salg af varer.

Butikken vil være lukket fra 1.-10. maj, men kunderne har noget at glæde sig til, når butikken genåbner og byder nye og gamle kunder velkommen igen 11. maj kl. 10:

“I vores store genbrugscenter i Horsens, som er Danmarks største, har vi indrettet en afdeling med fest- og gallatøj og det vil vi også gerne overføre til Hillerød. Vi tror på, der er et marked for fest- og gallakjoler i Hillerød,” siger Jytte Jensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

Helt ny indretning

Kunderne kan forvente en butik med en helt ny indretning og med mange nye varer sorteret efter farver, som kan købes til fornuftige priser. Konceptet bliver anderledes, da der nu ikke længere vil være møbler i butikken, men i stedet masser af tøj til hele familien:

“Jeg glæder mig til at se vores nye butik, og hvordan kunderne tager imod den”, siger Kirsten Nierup, som er en del af ledergruppen i Hillerød-butikken og som har været frivillig i Blå Kors Genbrug i 22 år - ligeså længe, som butikken har eksisteret.

Støtte til udsatte

Alt overskud fra Blå Kors' 56 genbrugsbutikker og webshop lidtsmartere.dk går til socialt udsatte i Danmark. Blå Kors driver blandt andet bo- og behandlingstilbud, væresteder, støttetilbud til børn og familier, TUBA og sommerlejre for børn.

Til renoveringen og nyindretningen har Blå Kors i Hillerød fået hjælp fra andre frivillige fra hele landet og frivillige fra firmaet Agilent, som giver deres ansatte timer til frivilligt socialt arbejde.

Hvis man synes, det kunne være spændende at være frivillig i butikken eller har noget fint tøj som for eksempel kjoler, man gerne vil af med, er man velkommen til at henvende sig i butikken, lyder opfordringen.

Publiceret 30 April 2018 12:00

SENESTE TV