Det nye renseanlæg på Solrødgård er klar til indvielse - på trods af at plangrundlaget er kendt ugyldigt. Illustration: Hillerød Forsyning

Det nye renseanlæg på Solrødgård er klar til indvielse - på trods af at plangrundlaget er kendt ugyldigt. Illustration: Hillerød Forsyning

Nyt renseanlæg er klar til indvielse

Centralrenseanlægget, som er en del af klimaparken Solrødgård, indvies

Hillerød Forsyning er nu så langt fremme med byggeriet af Hillerød nye centralrenseanlæg, at de inviterer til indvielse af anlægget 2. maj.

Renseanlægget er Danmarks første fuldt overdækkede renseanlæg, hvor besøgende kan komme helt tæt på renseprocessen.

Store glaspartier giver indkig i anlægget, og mellem renseanlæggets to funktionsafsnit løber en grøn ”gågade”, hvor det er muligt at se løsninger til regnvands-håndtering. Samtidig giver det grønne tag en platform, hvorfra besøgende kan nyde udsigten til resten af Solrødgård Klima- og Miljøpark, fortæller bestyrelsesformand (og viceborgmester) Klaus Markussen i invitationen til indvielsen.

Visionen i projektet er at skabe symbiose mellem forsyningerne, de vand- og energiforbrugende virksomheder i nærområdet og det nye hospital. Alt sammen med fokus på innovative løsninger og ny teknologi.

“Nu står det nye centralrenseanlæg klar og vil i mange årtier rense Hillerød Kommunes spildevand på en økonomisk og bæredygtig måde til gavn for miljøet,” fortæller han.

Centralrenseanlægget ligger på Lyngevej 2 over for genbrugsstationen.

Ny lokalplan på vej

Processen med at åbne anlægget fortsætter altså, på trods af at plangrundlaget for klimaparken er blevet kendt ugyldigt, og både VVM-redegørelse, miljøvurdering og lokalplan er ved at blive lavet om.

Derfor skal renseanlægget ikke helt op at køre, før alt er forbundet, og lokalplanen er færdig, men startes glidende, siger Klaus Markussen til Frederiksborg Amts Avis.

Det var oprindeligt planen, at det rensede spildevand fra det nye renseanlæg skulle ledes ud til Havelse Å. Men det kunne klagenævnene ikke godkende.

Derfor er planen foreløbig, at det rensede spildevand i stedet skal pumpes op mod det nuværende renseanlæg på Kirsebær Allé og herfra udledes i Pøle Å, skriver amtsavisen.

Publiceret 26 April 2018 06:00

SENESTE TV