Stressede bilister skaber farlige situationer for Hillerøds skolepatruljer

Bilister der kører meget tæt på, gasser op, dytter eller sik-sakker sig vej mellem skolepatruljeeleverne i deres refleksgule veste. Det er eksempler fra tre skoler i Hillerød

Af
Af Anne Lønstrup

På landsplan er det 33 pct. af skolepatruljeelever, der har oplevet at blive råbt ad eller at få fingeren af f.eks. bilister. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring blandt 987 skolepatruljeelever i hele landet. I Hillerød er det knap så slemt fat. Men en rundringning til tre lokale skoler, viser, at travle og forjagede trafikanter også her kan være aggressive.

På HillerødVestskolen, afdeling Ålholm, har lærer Jeanne Naur ansvaret for de 20 børn fra 6. klassetrin, som udgør skolepatruljen. Hun kender til flere eksempler på voksne, som ikke er til sinds at rette sig efter skolepatruljeeleverne.

Fik du læst: Bygherre ønsker endnu et kæmpe byggeri ved stationen

”Selv om børnene står to og to, bliver de sat på plads af voksne og nogle gange af elever fra de større klassetrin. Det er som regel mænd, der vælger at ignorere, hvad skolepatruljen siger. De parkerer f.eks. i rundkørslen ved skolens udgang, eller de går den forkerte vej rundt i den, fordi det er hurtigere. Når skolepatruljen så siger noget, bliver de sat på plads. For de voksne har travlt, og de kan være ubehagelige,” siger hun.

Hun har samlet en række udsagn fra skolepatruljeeleverne:

”Frederik fra 6X fortæller, at en mand gasser aggressivt op (som om han skulle til at køre). Eddie fra 6X siger, at mødre opfører sig bedre, når deres børn ser på det. Efter de har afleveret deres børn går de ind foran patruljen, som om patruljen ikke er der. De kigger surt, når skolepatruljen nævner, at de står der. Og Isabel fra 6X fortæller: Børnene bliver usikre, når bilerne gasser op og bliver sure.”

Ifølge Jeanne Naur og hendes elever er det oftest mænd, der parkerer i rundkørslen, mens de sætter børnene af, så der opstår kø og andre bilister bliver sure. Gående mødre er utålmodige og tager ikke hensyn til skolepatruljen. Og helt generelt er det især forældre til de mindre børn, der virker stressede, giver øjne og ignorerer reglerne. En gang måtte patruljen flytte sig, fordi de var bange for at blive mast af en bil.

Siksak udenom

Også Marie Mørks Skole kender til problemet med stressede bilister, der er med til at skabe farlige situationer.

”Vi møder både aggressive bilister og bilister med hovedet under armen. Men selv om der er enkelte hjerneblødninger, er det er et meget lille fåtal af bilister, der opfører sig på den måde,” fortæller skolepatruljeansvarlig gennem fem-seks år på Marie Mørks Skole, Mads Hougaard.

”Der er selvfølgelig bilister, der kører lige til stregen. Det værste er dem, der siksakker uden om skolepatruljen, mens eleverne står ude i fodgængerfeltet. Så er der dem, der dytter eller kører meget tæt på, når de svinger. Men langt de fleste er meget, meget flinke. Jeg er ret imponeret over, at der er så stor disciplin,” siger han.

Fik du læst: DN inviterer til fælles forårsrengøring i naturen

”Vi er stensikkert den skole i Hillerød, der har de største trafikale hovedårer lige forbi skolen. Derfor har jeg taget det forbehold, at skolepatruljeeleverne skal gå i 7. og 8. klasse. Det er simpelthen ikke tilrådeligt at lade mindre børn være skolepatrulje her på stedet,” siger han.

På Hillerødsholmskolen fortæller skolepatruljeleder Bente Ellebye, at 85-90 pct. af trafikanterne omkring skolen er ”rigtig, rigtig flinke”.

”Men der er altid nogen, der ikke respekterer os og kører for hurtigt. Det mest provokerende er, når forældre, der lige har afleveret børn, cykler over fodgængerfeltet lige foran skolepatruljen. Men nu har jeg været skolepatruljeleder i 27-28 år efterhånden, og jeg synes egentlig, at det største problem er, at børn ikke længere lærer selv at begå sig i trafikken men bliver kørt til skole af deres forældre.”

For at løse problemet med manglende respekt for skolepatruljerne vil Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring over de næste tre år sætte ind med en kampagne, der skal minde trafikanterne om, at de skal vise hensyn til børn og skolepatruljer, og at de - selvfølgelig - skal følge skolepatruljernes anvisninger.

Publiceret 05 April 2018 05:00

SENESTE TV