Emil og Pegah fra Levuk kunne modtage det første biddrag fra “Golfestival” - et nyt intitiativ fra byens tre Rotaryklubber, der skal støtte børn og unge. Foto: Jens Berg Thomsen

Emil og Pegah fra Levuk kunne modtage det første biddrag fra “Golfestival” - et nyt intitiativ fra byens tre Rotaryklubber, der skal støtte børn og unge. Foto: Jens Berg Thomsen

Vil støtte børnene:

Rotary i Hillerød håber på ny succes med golfvelgørenhed

Mål med ny GolFestival er et overskud på 200.000 til syge og kriseramte børn og unge

Af
Jens Berg Thomsen

Sidste år samlede Hillerøds tre Rotary-klubber over 200.000 kroner ind til Børnecancerfonden, og i år håber klubberne at kunne gentage succesen.

Også i år er der golfturnering med velgørende formål, og denne gang bliver det hele krydret med en gallamiddag og tilhørende auktion over donerede gaver i Frederiksborgcentret.

“Sidste år støttede vi Børnecancerfonden. Dem har vi ikke som sådan noget imod, men i år vil vi også gerne have mulighed for at støtte lokalt,” siger Ole Christiansen fra projektgruppen bag arrangementet, der har fået navnet “Golfestival”.

Derfor går 24 hold på banen ved Hillerød Golfklub den 25. maj, og om aftenen er der gallamiddag, hvor alle er velkomne til at deltage. En billet koster 895 kroner.

“Der kom rigtig meget ind sidste år,” siger Ole Christiansen.

Projektgruppen opfordrer også sponsorer til at donere større eller mindre beløb eller naturalier til at bakke op om projktet.

Målgruppen for dette års støtte er syge og kriseramte børn og unge. På et pressemøde tirsdag kunne den første modtager få glæde af et pengebeløb, nemlig fritids-og ungdomsklubben for unge udviklingshæmmede Levuk, der holder til på Milnersvej.

Til rejsefond

Pegah og Emil, der går på Levuk, var de glade modtagere af 25.000 kroner.

Pengene skal gå til Levuks rejsefond, og Levuk lod vide, at de er rigtig glade for støtten, for det er ikke alle forældre på stedet, der kan overskue økonomisk at være med til at sende børnene og de unge på de i alt tre årlige ture, som Levuk tager på.

På gallaaftenen vil Michael Carøe & Gulddrengene optræde, men også de unge skal synge til gallamiddagen, og Pegah fortalte, at hun var gået i gang med at øve Justin Timberlakes store hit “Can't Stop this Feeling”.

Billetter til gallamiddagen er til salg på www.golfestival.dk, hvor man også kan læse mere om projektet. Hvis man er til gode, gammeldags kontanter for en gallabillet, kan man købe dem i receptionen hos Frederiksborgcentret.

De tre Rotaryklubber i Hillerød hedder henholdsvis Hillerød-, Frederiksborg- og Christian IV Rotary Klub.

Publiceret 22 March 2018 06:30